Alcaraz forklarer enorm overraskelse med skidt fornemmelse
Højst overraskende led tennisstjernen Carlos Alcaraz lørdag et nederlag til belgiske David Goffin.
Det blev kun til en enkelt optræden i Miami Open for Carlos Alcaraz.Den andenseedede tennisstjerne led natten til lørdag dansk tid et meget overraskende nederlag på 7-5, 4-6, 3-6 til belgieren David Goffin.
34-årige Goffin er blot nummer 55 i verden, mens Alcaraz rangerer som nummer tre. Man skal helt tilbage til 2017 for at finde Goffins bedste ranglisteplacering i karrieren. Dengang var han nummer syv.
Trods sin enorme favoritværdighed havde spanieren ikke en god fornemmelse inde på banen.
- Jeg præsterede i det hele taget på lavt niveau. Jeg spillede ikke godt, siger Alcaraz ifølge AFP.
- Jeg troede, jeg ville spille god tennis, men det skete ikke. Det er svært at komme tilbage, når man er nede med et servegennembrud i tredje sæt og ikke har en god og selvsikker fornemmelse rent fysisk, lyder det fra topspilleren.
Nederlaget til Alcaraz var ikke det første chok, tilskuerne i Miami måtte gennemleve på dagen.
Nogle timer forinden blev syvendeseedede Daniil Medvedev sendt ud af verdens nummer 56, spanske Jaume Munar, der vandt 6-2, 6-3.
Heller ikke russeren følte sig specielt godt tilpas på banen.
- Jeg var ikke på 100 procent fysisk, men jeg forsøgte mit bedste for at komme ind i kampen. Hver dag blev det bedre og bedre. Jeg havde nogle problemer efter Indian Wells. Det kan ske, siger Medvedev ifølge AFP.
Holger Rune er seedet som nummer 11 i Masters 1000-turneringen, som rangerer lige under de fire grand slam-turneringer.
Danskeren træder ind i turneringen lørdag aften dansk tid, når han i anden runde møder amerikaneren Reilly Opelka.
/ritzau/