For første gang bliver en kvinde præsident for IOC
Efter blot en enkelt afstemningsrunde blev Kirsty Coventry valgt som IOC-præsident. Hun afløser Thomas Bach.
Kirsty Coventry fra Zimbabwe er torsdag blevet valgt som den første kvinde til at være præsident for Den Internationale Olympiske Komité (IOC).Samtidig er Kirsty Coventry også den første fra det afrikanske kontinent til at blive IOC-præsident, så hun skriver historie på to fronter.
- Jeg havde aldrig troet, at jeg kom til at stå heroppe. Det er en stor ære, og jeg vil lede denne organisation med meget stolthed.
- Tusind tak. Nu har vi et job at gøre, siger Kirsty Coventry fra talerstolen på IOC-kongressen i Grækenland.
Hun har været sportsminister i Zimbabwe siden 2019, og hun har været medlem af IOC's atletkomité fra 2013 til 2021 samt medlem af IOC's bestyrelse siden 2023.
- Jeg er især stolt af at være den første kvindelige præsident og også den første fra Afrika. Jeg håber, at denne afstemning vil være en inspiration til mange mennesker.
- Glaslofter er blevet smadret i dag, og jeg er fuldt ud bevidst om mit ansvar som rollemodel.
- Fremtiden for den olympiske bevægelse er lys, og jeg kan ikke vente med at komme i gang, siger hun i sin tale.
41-årige Kirsty Coventry afløser tyskeren Thomas Bach, der har siddet på posten i de maksimale 12 år, når han forlader embedet til sommer.
Helt officielt tiltræder Kirsty Coventry jobbet som IOC-præsident 23. juni ved en ceremoni i Lausanne. Hun er valgt for de kommende otte år og kan derefter gå efter fire år mere.
Afløseren for Thomas Bach blev valgt på overbevisende vis som en ud af syv kandidater efter blot en runde af afstemninger.
97 IOC-medlemmer skulle via et særligt valgsystem med mulighed for flere runder vælge den nye præsident.
Kandidaten med færrest stemmer skulle sorteres fra efter hver runde, indtil en kandidat fik mere end halvdelen af stemmerne i en runde, for så ville vedkommende være valgt til ny præsident.
Det var det, der skete for Kirsty Coventry, der som aktiv svømmer vandt i alt syv medaljer ved de olympiske lege i 2004 og 2008. Hun vandt blandt andet to guldmedaljer.
Kirsty Coventry fik 49 af stemmerne. Den nærmeste udfordrer blev Juan Antonio Samaranch, der er søn af den tidligere IOC-præsident med samme navn. Han fik 28 stemmer.
I IOC's 131 års lange historie bliver Kirsty Coventry den tiende præsident for organisationen.
/ritzau/