Nye Borgerlige opgiver forsøg på at komme på stemmesedlen

5. MAR 2026 • 11:14ERHVERV/POLITIK

Politisk leder siger, at partiet vil respektere afgørelsen fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Nye Borgerlige opgiver forsøg på at stille op ved det forestående folketingsvalg, siger politisk leder Susanne Borggaard på et pressemøde på Christiansborg.

- Nye Borgerlige stiller ikke op ved dette valg. Indenrigsministeriet har afgjort, at vi ikke er opstillingsberettigede. Vi har valgt at acceptere afgørelsen, siger Susanne Borggaard.

- Demokratiets institutioner fortjener respekt, også når de rammer os selv. Vi respekterer Indenrigsministeriets beslutning.

Nye Borgerlige har forsøgt at opnå ret til at stille op ved folketingsvalget 24. marts ved at præsentere et siddende medlem af Folketinget.

Torsdag har partiet præsenteret løsgænger Mike Fonseca som nyt medlem.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har tidligere afgjort, at Nye Borgerlige ikke kan benytte et medlem, som senest blev valgt for et andet parti - Moderaterne - til at blive opstillingsberettiget.

Nye Borgerlige vil ifølge den politiske leder begynde at indsamle de nødvendige vælgererklæringer, så partiet kan stille op til næste valg.

- Jeg har fundet et nyt hjem. Et parti, der sætter frihed før systemet, siger Mike Fonseca.

Mike Fonseca blev valgt til Folketinget i 2022 for Moderaterne. Knap et år senere var han fortid i partiet, da det kom frem, at han var kæreste med en pige på dengang 15 år.

Den slags vil ikke være et problem i Nye Borgerlige, lyder det fra den politiske leder.

- Kærlighed har ingen alder, siger Susanne Borggaard.

Hun forholder sig til, at der ikke er foregået noget strafbart, og hun refererer til sit eget liv, hvor hun er gift med en "meget ældre mand".

- Vi skal blande os meget mindre i danskernes valg.

- Det ligger i vores politik, at vi skal bestemme mere selv, og det skal Mike også have lov til, siger Susanne Borggaard.

Nye Borgerlige fik ved det seneste folketingsvalg i 2022 seks mandater, men partiet blev senere ramt af intern ballade.

Tidligere formand Pernille Vermund er i dag folketingsmedlem for Liberal Alliance, mens Mikkel Bjørn og Mette Thiesen er skiftet til Dansk Folkeparti.

Kim Edberg Andersen er hos Danmarksdemokraterne, mens Lars Boje Mathiesen, der meget kortvarigt var formand for Nye Borgerlige, har dannet Borgernes Parti, der er blevet opstillingsberettiget til folketingsvalget.

Partiets sjette valgte folketingsmedlem ved 2022-valget Peter Seier Christensen er i øjeblikket løsgænger i Folketinget, men har på grund af sygdom ikke deltaget i folketingsarbejdet i flere år.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT