Graulund taber sag om uberettiget fyring som tv-ekspert

28. NOV 2023 • 15:23SPORT

Landsretten mener ikke, at Peter Graulund har krav på ni måneders løn efter fyring i 2020.

Den tidligere fodboldspiller Peter Graulund har for anden gang tabt en sag om uberettiget fyring som ekspertkommentator.

Det har Østre Landsret afgjort tirsdag, skriver Ekstra Bladet.

Den tidligere angriber var ansat hos Nordic Entertainment Group (Nent), der i dag hedder Viaplay, frem til efteråret 2020.

Nent valgte at stoppe samarbejdet, da man mente, at Graulund sideløbende med sit job som kommentator var involveret i agentaffærer. Det afviste Graulund.

Peter Graulund havde i retten krævet kompensation for manglende honorarer i en opsigelsesperiode på ni måneder, svarende til et beløb på 814.000 kroner plus renter.

Sagen havde ifølge Ekstra Bladet et andet bispørgsmål, der handlede om faktureringen under coronapandemien. Efter aftale stoppede Graulund ifølge avisen med at fakturere i tre måneder.

De penge skulle være faktureret senere, men Graulund blev fyret i mellemtiden. Landsretten vurderer, at Graulund har ret til et beløb på 148.000 kroner som kompensation herfor.

Ekstra Bladet skriver desuden, at Peter Graulund er dømt til at betale sagens omkostninger.

Peter Graulund er i dag ansat hos TV2 i en lignende stilling som ekspertkommentator.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

25. JUL 2024 • 14:33SPORT
Wozniacki får god OL-lodtrækning

SENESTE RITZAU