OVERBLIK: Trump har brugt sin toldhammer over hele verden

29. MAJ 2025 • 21:38UDLAND

Toldsatser genindføres efter kortvarig blokering. Få et overblik over Trumps seneste toldsatser og trusler.

USA's præsident Donalds Trumps toldsatser genindføres torsdag aften på trods af en afgørelse hos en føderal handelsdomstol, der har underkendt flere af toldsatserne.

Afgørelsen fra handelsdomstolen kom natten til torsdag dansk tid. Den blokerer blandt andet for en basistold på ti procent, som Trump annoncerede i april.

Basistolden gælder næsten alle USA's handelspartnere.

Afgørelsen gælder også de toldsatser, som Trump har indført på varer fra Canada, Mexico og Kina.

Men Trump-administrationen har anket dommen fra handelsdomstolen.

Mens sagen behandles har en appeldomstol i USA besluttet, at toldsatserne skal genindføres.

Få her et overblik over flere af Trumps toldsatser og trusler indtil nu:

* MEXICO OG CANADA:

- Trumps nye 25 procent told på import af de fleste varer fra Mexico og Canada trådte i kraft 4. marts. Ifølge Trump strømmer det ind med migranter og fentanyl fra de to lande.

* KINA:

- Verdens to største økonomier har de seneste måneder udkæmpet en omfattende toldkrig, der har rystet finansmarkederne.

- Den 4. februar indførte Trump ti procent told på al kinesisk import til USA.

- Kina svarede igen med nye toldsatser på 10-15 procent på visse amerikanske importvarer fra 10. marts og indførte restriktioner på eksport for udvalgte amerikanske virksomheder.

- 2. april strammede Trump toldskruen endnu mere over for Kina, så den samlede told på import fra Kina røg op på 54 procent.

- Kina svarede igen med 34 told på amerikanske varer.

- Trump reagerede ved at hæve tolden på Kina til 145 procent. Det fik kineserne til at skrue tolden på amerikanske varer op til 125 procent.

- 12. maj blev USA og Kina enige om midlertidigt at sætte en stopper for de høje toldsatser. USA sænkede tolden på kinesiske varer til 30 procent, mens Kina sænkede tolden på amerikanske varer til ti procent. Aftalen gælder i 90 dage.

* EUROPA:

- Trump præsenterede i april 20 procent told på EU-varer, da han annoncerede forhøjede toldsatser på en række lande verden over.

- De forhøjede toldsatser satte Trump dog senere midlertidigt på pause. Det skete, så USA havde mulighed for at forhandle aftaler på plads med landene og EU enkeltvis.

- 23. maj øgede Trump presset mod EU med krav om 50 procent told på EU-varer fra 1. juni.

- Få dage senere trak Trump truslen tilbage og genindførte fristen 9. juli for at give plads til forhandlinger.

Kilde: Reuters.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT