Fysikken afgør Riemers startopstilling i Portugal

22. MAR 2025 • 21:22SPORT

Med kort tid mellem to kampe fylder fysikken ekstra meget i Brian Riemers overvejelser om sin startopstilling.

Fodboldlandstræner Brian Riemer vil gerne kopiere sin energiske succesopskrift fra i torsdags, når det danske fodboldlandshold søndag atter står over for Portugal i returkampen i Nations League-kvartfinaler.

I torsdagens 1-0-sejr leverede alle danske spillere en stærk indsats, men det betyder ikke, at hele banden bare får genvalg, fordi kampene spilles med bare tre døgns mellemrum. Hvis opskriften skal kopieres, kræver det friske ben.

Det siger Brian Riemer, der som minimum er tvunget til at skifte venstre back, da Joakim Mæhle er rejst hjem til sin højgravide kone.

- Jeg tænker altid på friskhed. Når der er 72 timer mellem kampene, overvejer jeg, om jeg skal gå med den gode gamle "never change a winning team", eller om jeg skal gå efter friskhed. Ofte lander man lidt midt imellem. De overvejelser fylder i landstrænerteamet.

- Jeg har selvfølgelig haft samtaler med spillerne om, hvordan de føler, deres fysik er. Vi skal sikre os, at vi sender et hold på banen, der kommer med den energi og styrke, som vi så i Parken, siger Brian Riemer.

Han pointerer, at det kræver mere end 11 spillere at slå Portugal, og at ingen i den danske lejr må blive skuffede over at starte ude. De kan sagtens få en afgørende rolle alligevel.

- Kampen kan hurtigt ende med at vare 120 minutter i stedet for 90 minutter, og jeg har en fornemmelse af, at vi får brug for alle kræfter. Vi har en god bænk, og det betyder, at vi kan bruge den til at ændre kampbilledet.

- I Parken spillede vi en god kamp, og der endte det alligevel med at være to indskiftere, der gjorde forskellen med assist og mål (Andreas Skov Olsen og Rasmus Højlund, red.). Det kan også blive tilfældet igen.

- Jeg har sagt til alle spillere, at de skal være klar til den rolle, de får, og så skal de være klar til at gøre forskellen. Rigtig mange gange viser det sig, at kampen åbner sig efter 60 minutter, hvor der kommer mere plads, siger Brian Riemer.

Han vil ikke ud med, om Mika Biereth får genvalg i front, eller om matchvinderen Rasmus Højlund har vundet pladsen tilbage.

- Begge ligger godt til kampen. Vi vil gerne have en angriber, der kan true dybt, og det kan de begge.

- Jeg tror, at man kan forvente, at flere spillere over det næste år skal vænne sig til nogen gange at starte inde og nogen gange at komme ind fra bænken, siger Brian Riemer.

Den samlede vinder kvalificerer sig til turneringens Final 4-stævne i juni.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT