Stanley Cup-vinderen Frederik Andersen skal i den kommende sæson vogte målet for Edmonton Oilers i NHL.
Flere af de danske spillere har fået ny arbejdsgiver i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.Natten til torsdag meddelte Edmonton Oilers på platformen X, at målmand Frederik Andersen har skrevet under på en etårig aftale med klubben fra Canada.
36-årige Andersen var i den forgangne sæson med til at vinde Stanley Cup med Carolina Hurricanes, som han har repræsenteret siden 2021.
Også landsmanden Nikolaj Ehlers var ved den lejlighed med til at hjemtage trofæet, som blot tre danskere har vundet gennem historien.
Den første til at løfte den eftertragtede pokal var Lars Eller, og selv om han er blevet 37 år, fortsætter karrieren på højeste niveau.
Efter en enkelt sæson i Ottawa Senators meddelte Florida Panthers torsdag, at Eller har lavet en etårig kontrakt med klubben.
Lars Eller har tidligere i karrieren spillet for St. Louis Blues, Montreal Canadiens, Washington Capitals, Colorado Avalanche og Pittsburgh Penguins, siden han i 2009 fik debut i NHL.
Også målmand Mads Søgaard har fået ny klub. Han har sat sin signatur på en etårig kontrakt med Tampa Bay Lightning. Der er tale om en såkaldt two-way-kontrakt, hvilket betyder, at den 25-årige dansker også kan komme på isen i AHL-klubben Syracuse Crunch.
Søgaard kommer til Florida-klubben efter fem sæsoner i Ottawa Senators med begrænset spilletid.
Allerede onsdag aften blev det klart, at 31-årige Oliver Bjorkstrand skal spille for New York Rangers i den kommende sæson.
I Nevada har Jonas Røndbjerg valgt at forlænge sin aftale med Vegas Golden Knights. Den løber frem til udgangen af næste sæson.
27-årige Røndbjerg blev i 2017 valgt i draften af ørkenklubben, hvor han siden har forsøgt at bide sig fast. Meget af tiden er blevet brugt i udviklingsklubben Henderson Silver Knights, mens han har deltaget i 80 kampe for Vegas Golden Knights.
RITZAU