Steinlein har flirtet og gjort alt for at få landsholdsback til FCM

30. JUN 2026 • 14:04SPORT

Bestyrelsesformand har gennem tre år "gjort alt" for at få Rasmus Nissen Kristensen hjem til FCM.

Bestyrelsesformand Claus Steinlein kalder det "kæmpestort", at FC Midtjylland har fået Rasmus Nissen Kristensen hjem efter tre års bejlen.

- Det har været en lang rejse, som vi har været på, siger Steinlein på et pressemøde i Herning henvendt til sin nye spiller.

- Vi har flirtet meget, "NK" og jeg. Jeg har gjort alt for at få ham hjem.

Claus Steinlein har iført sig et par farverige Gucci-sko på pressemødet.

Det er Rasmus Nissen Kristensens gamle sko, som spilleren købte, da han fik sin første professionelle kontrakt i FCM.

- Den dag, du skrev kontrakt med Ajax, og vi solgte dig, kom du med skoene som gave, siger Steinlein, der nu vil donere skoene til FCM Samfund.

Rasmus Nissen Kristensen, der er fast mand på det danske landshold, har underskrevet en femårig kontrakt med FCM. Det blev offentliggjort tidligere tirsdag.

Han skifter hjem til FCM, hvor han fik sin fodboldopdragelse, efter otte år i udlandet – senest for Eintracht Frankfurt.

Claus Steinlein bemærker, at Rasmus Nissen Kristensen skifter hjem til Danmark, to år inden han er berettiget til at komme på forskerordningen, der ville have givet ham en skatterabat.

- Når vi snakker penge, så har den her deal også kun kunnet lade sig gøre, fordi Frankfurt har været villig til at kigge ind i det, siger Steinlein.

Samtidig har det været en del af handlen, at U19-spilleren Malik Pimpong er skiftet den anden vej til Frankfurt.

- Det kunne hjælpe med den økonomiske kabale, så det hele hang sammen.

Fodbolddirektør Jacob Larsen roser Rasmus Nissen Kristensens alsidighed, da han kan "spille alle pladser i forsvaret".

- Det giver os nogle ekstra taktiske værktøjer.

Rasmus Nissen Kristensen bliver selv spurgt, hvilken plads han foretrækker.

- Bare der, hvor træneren sætter mig, siger han.

- Jeg har ikke nogle positionelle præferencer. Jeg har også lært, at det har været en stor fordel for mig, at jeg kan mange ting.

Skiftet til barndomsklubben har været undervejs siden nytår, fortæller landsholdsbacken.

- På den anden side af nytår startede jeg overvejelserne, og i løbet af foråret blev det mere og mere tydeligt for mig, at det er det, som jeg helst vil, siger Rasmus Nissen Kristensen på pressemødet.

Nissen Kristensen nåede 82 kampe for FCM i sin første periode i klubben.

RITZAU

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT