Salling Group vil lade AI hjælpe kunder med onlinehandel

2. JUL 2026 • 08:19ERHVERV/POLITIK

Første kæde, der implementeres, bliver BR. På sigt skal varen både findes og betales for i Googles chatbot.

Det skal i fremtiden være lettere at finde varer, når man handler online hos BR, Bilka og Salling.

Ved hjælp af Gemini, som er en AI-assistent fra Google, skal man kunne få en hjælpende hånd til handelsoplevelsen.

Det sker i et samarbejde mellem Salling Group og Google, skriver detailkoncernen i en pressemeddelelse.

Ifølge Salling giver det muligheden for en ny måde at onlineshoppe på.

På Gemini vil man kunne stille spørgsmål eller beskrive sine behov, hvorefter AI-værktøjet vil præsentere forbrugeren for idéer og forslag til varer fra kæderne.

- Innovation er en vigtig prioritet i Salling Group, og sammen med Google får vi nu mulighed for at være med helt fremme i udviklingen af en ny og mere intuitiv måde at handle på, siger Anders Hagh, administrerende direktør i Salling Group.

Legetøjskæden BR bliver den første kæde, der implementeres i løsningen til efteråret.

Til at begynde med vil kunder blive ført hen til BR's hjemmeside for at færdiggøre købet.

På sigt er ambitionen, at checkout og betaling kan integreres i Gemini, så købet kan gennemføres direkte i samtalen med AI-assistenten.

Google præsenterede i maj, at Gemini-søgemaskinen ville få tilføjet flere opdateringer og muligheder.

Blandt andet skal det være muligt at kunne bestille et bord på en restaurant eller følge prisen på en bestemt vare ved hjælp af Gemini.

Googles Gemini-app havde 19. maj 900 millioner månedlige brugere, hvilket er dobbelt så mange som sidste år.

RITZAU

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT