Ni ud af ti afrikanske hold gik videre fra gruppespillet, og det styrker kontinentets håb om flere VM-pladser.
Afrikansk fodbold har stor succes ved VM i fodbold.Ni ud af ti afrikanske lande gik videre fra gruppespillet, og det er et gennembrud for kontinentet, som er gået fra fem deltagere ved det seneste VM til det dobbelte ved den udvidede slutrunde i USA, Mexico og Canada.
Marokko, der nåede VM-semifinalen i 2022 som det første afrikanske hold nogensinde, gik natten til tirsdag videre til ottendedelsfinalen ved at slå Holland ud.
Det vækker respekt hos Ronald Koeman, der er landstræner for Holland. Han mener, at Marokkos avancement viser en øget kvalitet i afrikansk fodbold.
- Det er meget tydeligt, når man ser dette VM, at afrikanske hold har forbedret sig markant taktisk og også i måden, de spiller kampene på.
- Marokko er det land, der, hvad angår talenter, virkelig genererer gode spillere, der fortsætter med at skifte til store klubber i Europa.
- Det er ikke uden grund, at Marokko er højere placeret på verdensranglisten end Holland, siger Koeman ifølge AFP.
Kun Tunesien gik ikke videre fra gruppespillet ud af de ti afrikanske lande.
Kap Verde, Egypten, Elfenbenskysten, Marokko og Sydafrika gik videre som toere i deres respektive grupper. Algeriet, DR Congo, Ghana og Senegal endte blandt de bedste treere, som avancerede.
Siden har to afrikanske hold været i aktion i 16.-delsfinalerne, og mens Marokko avancerede, endte det med exit for Sydafrika.
Håbet i toppen af afrikansk fodbold er, at den øjeblikkelige succes kan give grobund for større repræsentation ved fremtidige VM-slutrunder.
Afrikas succesrate på 90 procent for avancement fra gruppespillet er den højeste blandt alle kontinenter ved VM. Sydamerika har den næsthøjeste med 83 procent, mens Europas succesrate lyder på 81 procent.
Patrice Motsepe, der er præsident i Det Afrikanske Fodboldforbund (CAF), mener, at resultaterne berettiger til flere VM-pladser i fremtiden.
- Den globale konkurrenceevne og kvalitet i verdensklasse i afrikansk fodbold fremhæves gennem sejrene og avancementet til gruppespillet for ni afrikanske landshold, siger Patrice Motsepe.
- Det hårde arbejde og investeringerne i udviklingen af ungdomsfodbold, trænerarbejde, professionelle fodboldligaer og infrastruktur i hvert af de 54 medlemsforbund bærer frugt, siger han.
Selv om Europa og Afrika har næsten lige mange medlemslande, så deltager 16 europæiske hold ved VM, der er udvidet fra 32 til 48 lande.
Det har længe været et afrikansk ønske at få flere lande med ved VM. Modargumentet har ofte været, at Afrika kun kunne anmode om flere pladser, hvis resultaterne var til det.
Inden Marokkos VM-eventyr i Qatar for fire år siden var kontinentets bedste præstation kvartfinalepladser for Cameroun i 1990, Senegal i 2002 og Ghana i 2010.
Hos DR Congo drømmer landstræner Sébastien Desabre om noget lignende inden mødet med mægtige England.
- Det er en kilde til stor stolthed, at så mange afrikanske hold er kvalificeret til knockoutfasen. I mange år har det afrikanske kontinent arbejdet hårdt og gjort fremskridt.
- Der er stadig plads til forbedring, og vi skal sørge for at forblive ydmyge, men vi er glade for at være en del af denne udvikling inden for afrikansk fodbold, siger Desabre ifølge Reuters.
Kap Verde, der er den tredjemindste nation ved et VM nogensinde, gik ubesejret videre fra gruppespillet efter uafgjorte kampe mod Spanien, Uruguay og Saudi-Arabien.
- Vi er meget glade for at kunne deltage ved VM. Fodbold tilhører alle. Fodbold tilhører ikke kun de rigere lande, siger Bubista, der er landstræner for Kap Verde, der skal møde de forsvarende verdensmestre fra Argentina.
/ritzau/