Fifa skal stemme om øget tilskud til VM-nationer
Deltagerne ved sommerens VM-slutrunde i fodbold kan sandsynligvis se frem til øget økonomisk støtte.
Tirsdag kan der lande en øget økonomisk håndsrækning til de nationer, der skal forberede sig på at deltage ved sommerens fodbold-VM.Efter en forespørgsel fra de europæiske deltagere tyder det ifølge nyhedsbureauet Reuters på, at Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) tirsdag vil stemme for at øge tilskuddet til VM-nationerne.
Der er tale om en forøgelse af det beløb, som nationerne får til at dække for eksempel rejseomkostninger, skatter og andet i forbindelse med deltagelsen.
Det er især opholdene i USA, som ifølge forbundene bliver dyrere end sædvanligt. USA er vært sammen med Canada og Mexico.
Hvor stort et beløb, der er tale om, skriver Reuters ikke noget om.
I samme ombæring forventes det også, at præmiepengene til VM vil blive løftet.
Allerede tilbage i december annoncerede Fifa, at pengepræmierne til årets VM ville nå op på 4,6 milliarder kroner. Til sammenligning løb beløbet på 2,8 milliarder kroner i 2022.
Samtlige deltagende nationer er garanteret mindst 67 millioner kroner fra præmiepuljen. Den kommende verdensmester kan se frem til at hive små 320 millioner kroner ind på forbundets konto.
Årets VM-slutrunde løber af stablen fra 11. juni til 19. juli.
Efter playoffnederlaget til Tjekkiet i slutningen af marts bliver det et verdensmesterskab uden dansk deltagelse.
/ritzau/
