Pogacar efter sejr over ung komet: Han kommer til at smadre alle
Verdens bedste cykelrytter mener, at det er et spørgsmål om tid, før han vil tabe til fransk teenager.
Den unge franske komet Paul Seixas (Decathlon) sad som den eneste helt klistret til Tadej Pogacars (UAE Emirates) hjul, indtil den sidste store stigning i Liège-Bastogne-Liège søndag.På Côte de la Roche-aux-Faucon trak Pogacar fra den purunge franskmand og vandt for tredje år i træk den belgiske forårsklassiker.
Tidligere var stærke ryttere som OL-vinder Remco Evenepoel blevet sat af, efter at Pogacar havde iværksat et angreb på Cote de la Redoute med omkring 35 kilometer til mål.
Pogacar forventer, at den purunge franskmand vil blive ved med at forbedre sig, så han en dag vil kunne udkonkurrence alle i feltet.
- At Paul allerede som 19-årig er med i et så stort felt på et så højt niveau, motiverer alle andre til at blive ved med at forsøge at forbedre sig, siger Pogacar og tilføjer:
- Han er 19 år nu, og normalt er kroppen fysisk på sit bedste, når man er mellem 26 og 30 år.
- Så vi får se. Vi arbejder hårdt for fortsat at kæmpe de næste år for at vinde så meget som muligt, indtil han (Seixas, red.) smadrer alle.
Paul Seixas fremgang det seneste år har været bemærkelsesværdig.
Han vandt tidligere på måneden Baskerlandet Rundt, mens han i oktober blev nummer tre ved EM efter Tadej Pogacar og Remco Evenepoel.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har den 19-årige franskmand på mange måder bevist, at -han når det kommer til de kuperede endagsklassikere - er den næstbedste efter Pogacar.
Selv mener Seixas, at han mangler én ting for at kunne slå verdensmesteren.
- Kraft. Det virker indlysende, siger den franske cykelrytter og tilføjer:
- Jeg skal bare forbedre mig, men vi kan se hans niveau. Det er ekstremt svært at følge ham. Han er en af de bedste cykelryttere gennem tiden.
27-årige Pogacar har gennem karrieren vundet Tour de France fire gange, VM to gange, ligesom han har taget sejret i 13 endagsklassikere.
Men med Seixas i feltet mener han, at der fremover bliver hårdere konkurrence om sejrene.
- Jeg ved, at det bliver hårdere og hårdere for hvert år. Så det er bare et spørgsmål om tid, før vi taber til ham, siger Podagar.
/ritzau/AFP
