Danske badmintonkvinder er chanceløse mod Kina ved hold-VM

25. APR 2026 • 23:11SPORT

Danmarks badmintonkvinder tabte alle fem opgør mod Kina i to sæt i holdkampen ved Uber Cup.

De danske badmintonkvinder kom i den grad til kort lørdag mod de kinesiske topfavoritter ved Uber Cup, hold-VM for kvinder, der spilles i Horsens.

Kina er forsvarende vinder af Uber Cup og topseedet ved dette års turnering, og det blev tydeligt mod Danmark, der ikke vandt et eneste sæt og dermed kom ned på jorden efter fredagens åbningssejr over Indien.

Kineserne vandt alle fem opgør i to sæt og sikrede sig en sikker sejr i holdkampen.

Line Christophersen åbnede med at tabe 21-11, 21-14 mod verdens nummer to, Wang Zhiyi.

Kineseren leverede et tårnhøjt niveau, og der kunne Christophersen, der er nummer 21 på verdensranglisten, slet ikke følge med.

Hver gang danskeren ikke ramte topniveau i duellerne, straffede kinesiske Wang det prompte.

Opgaven var ikke mindre for den danske double med Amalie Kudsk og Mette Werge i den anden kamp mod Liu Shengshu og Tan Ning. Danskerne tabte ligeledes i to sæt, 21-10, 21-16, til de kinesiske verdensettere.

Kineserne spillede på det vanligt høje niveau, og samtidig hjalp det ikke, at den danske double ikke er vant til at spille sammen.

Kudsk og Werge kæmpede flot og gjorde en fin figur, men var aldrig tæt på at gøre det spændende.

Dermed var der maksimalt pres på Mia Blichfeldt, der spillede sin første kamp ved Uber Cup, efter at hun fredag havde siddet over i sejren mod Indien på grund af knæproblemer.

Blichfeldt kunne dog heller ikke levere overraskelsen og tabte 11-21, 13-21 mod kinesiske Han Yue, der er nummer fem i verden.

I første sæt virkede Blichfeldts knæproblemer ikke til at hæmme hende, men danskeren virkede rusten i flere af de afgørende slag.

Fysikken så dog ud til at være en hæmsko for Blichfeldt i andet sæt. Danskeren kæmpede med det, hun havde, men samtidig var hun tydeligvis ikke på 100 procent.

Dermed var det hele afgjort, men de to sidste kampe, der var en damedouble med Simona Pilgaard og Anna Klausholm og Line Kjærsfeldt i single, skulle stadig spilles, da det kunne få betydning for det samlede regnskab i gruppen.

Begge de kampe endte dog også med danske nederlag i to sæt.

Trods afklapsningen har de danske kvinder fortsat kvartfinaleskæbnen i egne hænder. Det kræver en sejr over Ukraine mandag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT