Israel angriber Hizbollah-mål i Bekaa-dalen og det sydlige Libanon

27. APR 2026 • 14:24UDLAND

Libanons præsident beskylder indirekte Hizbollah for landsforræderi på grund af krigen i landet.

Israels militær har mandag iværksat flere angreb mod mål i Bekaa-dalen, der ligger i det østlige Libanon, og den sydlige del af landet.

Målene sættes i forbindelse med den militante bevægelse Hizbollah.

Det meddeler Israels militær (IDF) ifølge Reuters.

- IDF er begyndt at angribe Hizbollahs infrastruktur i Bekaa-dalen og i områder på tværs af det sydlige Libanon, skriver IDF i en udtalelse.

Offensiven finder sted, selv om Israel og Libanon har indgået en våbenhvileaftale. Aftalen blev forhandlet på plads 16. april med hjælp fra USA og er siden blevet forlænget frem til midten af maj.

Israel og Hizbollah har skiftevis beskyldt hinanden for at overtræde våbenhvilen. På den ene side har Israel flere gange angrebet mål i Libanon, og så sent som søndag blev mindst 14 personer dræbt i israelske angreb.

På den anden side har Hizbollah angrebet israelske landstyrker i Libanon og byer i det nordlige Israel.

Hizbollah meddelte søndag, at bevægelsen ikke vil stoppe sine angreb på israelske styrker og byer, så længe Israel "overtræder våbenhvilen".

Mandag eftermiddag beskylder Libanons præsident, Joseph Aoun, indirekte Hizbollah-militsen for landsforræderi. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I en udtalelse siger præsidenten således, at de, der har trukket Libanon ind i krigen med Israel, begår landsforræderi.

- De, der trak os ind i krigen i Libanon, holder nu os ansvarlige, fordi vi traf beslutningen om at deltage i forhandlinger. Det vi gør, er ikke landsforræderi.

- Landsforræderi bliver nærmere begået af dem, der trækker deres land ind i en krig for at opnå udenlandske interesser, siger Joseph Aoun.

Den væbnede konflikt mellem Israel og Hizbollah blussede op på ny, da Hizbollah sendte missiler og droner ind over Israel i begyndelsen af marts.

Det skete som gengældelse for Israels og USA's angreb på Iran, som 28. februar kostede Irans daværende øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, livet.

Efter Hizbollahs luftangreb begyndte Israel at angribe Hizbollah, som er støttet økonomisk og militært af Iran.

Libanons præsident understreger i sin udtalelse, at det er hans mål at forhandle en aftale om en afslutning af krigen på plads sammen med Israel, og at han ikke vil acceptere en "ydmygende aftale".

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT