FCM-træner frygtede rødt: Var nødt til at skifte ham ud

5. MAJ 2026 • 07:53SPORT

Dario Osorio slap med gult kort mod Viborg, men FCM-træner Mike Tullberg turde ikke lade ham blive på banen.

Chileneren Dario Osorio var farligste mand for FC Midtjylland i første halvleg mod Viborg, men trods et flot mål måtte han se sig udskiftet allerede i pausen af mandagens 3-3-kamp.

Årsagen var, at Osorio bevægede sig på kanten af en udvisning, og træner Mike Tullberg turde ikke beholde ham på banen.

- Ja, selvfølgelig var han i fare for at få rødt kort. Det er der ikke nogen tvivl om. Så jeg blev nødt til at tage ham ud, siger Mike Tullberg til TV 2 Sport.

Det var i en situation efter en halv time, at Osorio kunne have fået direkte rødt kort.

Her stemplede han Viborgs Daniel Anyembe på benet, men slap med et gult kort, og den vurdering holder dommer Jakob Kehlet fast i, var den rigtige.

- Det, jeg ser på banen, er, at Dario Osorio kommer lidt for sent ind i en tackling. Forsvarsspilleren laver et udfald, og så kommer Osorio lidt for sent. Jeg ser knopper ind på læggen, men jeg ser ikke, at han fører benet igennem.

- For mig tæller det lidt ned. Vi har et bøjet knæ. Vi har ikke det her ekstra movement mod angriberen, som gør den ond, og derfor vælger jeg at gå med gult, siger Kehlet til Viaplay.

Viborg førte med 1-0 og 2-1, men FCM fik 2-2 før pausen. Ti minutter før tid kom midtjyderne så foran med 3-2, men Viborg fik uafgjort efter et sent drop af keeper Elias Olafsson.

Resultatet betyder, at AGF allerede på søndag i næstsidste spillerunde kan blive mester. Hvis FCM taber eller spiller uafgjort ude mod FC Nordsjælland søndag eftermiddag, kan AGF blive mester senere søndag med en sejr i Brøndby.

Uanset FCM's ageren kan AGF score guld for første gang i 40 år med sejre i de to sidste kampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT