Forrygende keeper sender HØJ tættere på overlevelse

3. MAJ 2026 • 20:28SPORT

KIF Kolding kom aldrig for alvor tæt på at true HØJ i det første af maksimalt tre playoffmøder om ligaplads.

Den tyske målvogter Till Klimpke blev afgørende, da storsatsende HØJ tog et stort skridt mod at sikre sig endnu en sæson i landets bedste håndboldrække for herrer.

26-årige Klimpke pillede fuldstændig pynten af traditionsklubben KIF Kolding, da HØJ vandt det første playoffopgør med 30-21.

22 af 42 forsøg fra gæsterne snuppede keeperen. Det svarer til en redningsprocent på mere end 52 over de 60 minutters håndbold.

Med sejren vil HØJ med endnu en sejr eller bare uafgjort i Kolding på onsdag sikre sig endnu en sæson i landets bedste række.

For jyderne gælder nu, at man skal vinde onsdagens hjemmekamp, og at man skal snuppe endnu en sejr i en tredje og afgørende duel. Den vil i så fald foregå på HØJ's hjemmebane.

Allerede fra kampens start søndag var Klimpke en mur i hjemmeholdets mål. Det gav HØJ en kanonstart og en føring på 5-1 tidligt.

Føringen nåede op på syv mål i løbet af første halvleg, inden gæsterne fik reduceret til 10-15 inden pausefløjt.

Der kunne duftes lidt fornyet spænding, da KIF Kolding fik reduceret til 16-18 i anden halvleg, men så rullede Klimpke igen gardinet ned i målet.

Ved 20-18 scorede hjemmeholdet seks mål på stribe, og så var kampen afgjort.

Tobias Nielsen blev topscorer for HØJ med syv mål på ni forsøg. Til sammenligning var gæsternes mest scorende Cornelius Kragh. Han lavede fem mål. Det brugte han 13 forsøg på.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT