GoMore køber konkurrent og bliver største bildelingsplatform i Europa

5. MAJ 2026 • 07:50ERHVERV/POLITIK

GoMore køber Getaround Europe og kommer dermed til at have over fem millioner brugere i 11 forskellige lande.

Det danske delebilsfirma GoMore køber selskabet Getaround Europe.

Fusionen vil skabe den største såkaldte peer-to-peer-bildelingsplatform i Europa.

Det skriver GoMore i en pressemeddelelse.

En peer-to-peer-bildelingsplatform er en platform, hvor en person kan give en anden person adgang til en bil mod betaling. GoMore oversætter det selv til nabo til nabo-bildeling.

Det nye selskab vil have over fem millioner brugere og aktiviteter i 11 lande, herunder Danmark, Sverige, Finland, Norge, Frankrig, Belgien og Østrig.

Matias Møl Dalsgaard, som er stifter af og administrerende direktør i GoMore, fremhæver, at de to virksomheder arbejder ud fra den samme vision – at biler skal deles.

- Nu samler vi kræfterne og skaber en platform, der kan tage bildeling til næste niveau i hele Europa, siger han i pressemeddelelsen.

GoMore oplyser ikke, hvad virksomheden har måttet betale for Getaround.

Opkøbet er finansieret af en blanding af egenkapital, primært fra eksisterende investorer, og lånekapital fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) og Nordea.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT