Ung Chelsea-spiller er ved bevidsthed efter hård kollision

4. MAJ 2026 • 19:42SPORT

Chelseas Jessy Derry er kørt på hospitalet efter et voldsomt sammenstød i kampen mod Nottingham Forest.

Det så voldsomt ud, da 18-årige Jessy Derry knaldede hovedet sammen med Zach Abbott i Chelseas hjemmekamp mandag mod Nottingham Forest.

London-klubben skriver efter kampen, at den 18-årige midtbanespiller er ved bevidsthed og kørt på hospitalet for at gennemgå yderligere undersøgelser.

I samme ombæring takker Chelsea klubbens lægestab for den hurtige indsats.

Unge Derry så kortvarigt ud til ikke at være ved bevidsthed, da han med stor kraft stødte hovedet sammen med Nottinghams Abbott og faldt i græsset.

Begge holds spillere viftede hurtigt de to lægestaber på banen, og det kunne blandt andet ses, at Derry modtog ilt undervejs i behandlingen.

Efter små ti minutter blev han båret fra banen på en båre i sin Premier League-debut.

Gæsternes Zach Abbott var selv i stand til at forlade banen, men måtte også lade sig udskifte.

Nottingham Forest vandt opgøret 3-1.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT