Forskere opdager ny kold planet på størrelse med Jorden

29. JAN 2026 • 10:24UDLAND

Temperaturen på HD 137010 b kan være langt under frysepunktet. Alligevel beskrives den som måske beboelig.

Astronomer har opdaget en potentielt beboelig planet, som er på størrelse med Jorden og befinder sig 146 lysår væk.

Det svarer til cirka 1.381.000.000.000.000 kilometer.

Planeten har fået navnet HD 137010 b og cirkulerer om en sollignende stjerne, skriver The Guardian.

Planeten er blevet opdaget af et hold af forskere fra Danmark, Australien, USA og Storbritannien på baggrund af data, som blev indsamlet i 2017.

HD 137010 b tager 355 dage om at nå hele vejen rundt om den stjerne, som den cirkulerer om. Det er altså næsten lige så lang tid, som det tager Jorden at nå én omgang rundt om Solen.

Den nyfundne planet vurderes at være seks procent større end Jorden og væsentligt koldere.

Planetens overfladetemperatur er formentlig -70 grader eller endnu lavere. Det svarer nogenlunde til temperaturen på Mars.

Den lave temperatur hænger sammen med, at stjernen, som den bevæger sig rundt om, er køligere og skinner mindre klart end Solen.

Forskernes første reaktion, da det gik op for dem, at de havde opdaget en hidtil ukendt planet, var, at det "umuligt kunne være rigtigt".

Det fortæller Chelsea Huang, som er ansat ved University of Southern Queensland i Australien.

- Men vi dobbelttjekkede og tripeltjekkede alting, og det er et lærebogseksempel på en planet, der passerer, siger hun til The Guardian.

HD 137010 b blev registreret, da den kortvarigt bevægede sig ind foran stjernen i sit solsystem. Det var det amerikanske rumagentur Nasas rumteleskop Kepler, der opfangede planeten.

Fundet af planeten blev tidligere på ugen beskrevet i tidsskriftet Astrophysical Journal Letters.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT