FC Midtjylland er forberedt på god israelsk boldomgang
Maccabi Tel Aviv overraskede FCM, da de to hold mødtes sidste år, men det må ikke ske torsdag, mener træner.
Med to sejre ud af to mulige har FC Midtjylland fået en upåklagelig begyndelse på Europa League, og torsdag har klubben mulighed for at få tre på stribe.På neutral grund i Serbien skal midtjyderne møde Maccabi Tel Aviv fra Israel, og det er en gentagelse af en Europa League-kamp i sidste sæson.
Ved den lejlighed vandt FCM med 2-0, og i et interview med Disney fortæller træner Mike Tullberg, at han gerne vil have samme resultat, men han forventer et andet kampbillede end i sidste sæson, hvor FCM var under pres.
- Jeg har selv set kampen, og de var klart bedre i første halvleg. Jeg tror ikke, at nogen denne gang bliver overraskede over, hvor gode de er på bolden. Det har vi respekt for. Det er en fifty-fifty-kamp, som jeg ser det, siger Tullberg til Disney.
Mike Tullberg overtog trænerroret i FCM i begyndelsen af september og tabte sin første kamp mod FC Nordsjælland, men siden har midtjyderne ikke været til at slå.
Senest vandt FCM meget overbevisende med 5-1 over Vejle Boldklub, og Mike Tullberg mener, at den arbejdsiver og stabile base, som hans hold har skabt, bliver afgørende mod israelerne torsdag aften.
- Mod Vejle havde vi en del offensive spillere på banen, men alle arbejdede i bund. Især de løb, der gør lidt ondt, hvor man ikke skal presse fremad, men løbe ned mod eget mål, gjorde vi rigtig fint. Det skal vi have styr på igen.
- Og så skal vi sætte nogle af de ting, vi er gode til, op. Blandt andet vores standardsituationer, siger Mike Tullberg.
FCM møder Maccabi Tel Aviv torsdag aften klokken 21.00.
/ritzau/