Lidende Fredericia får våd klud i ansigtet i Sverige

21. OKT 2025 • 20:28SPORT

Fredericia var foran hele kampen, men smed det hele på gulvet i de allersidste sekunder mod Sävehof.

Det vil bare ikke rigtig fungere for håndboldherrerne i Fredericia Håndboldklub i denne sæson.

I den hjemlige liga er klubben slet ikke kommet i gang, og tirsdag gik det galt i de allersidste sekunder i European League-kampen mod IK Sävehof.

Fredericia var foran i hele kampen og fik højlydt støtte af 15-20 fans, der havde taget turen over Øresund. Men med fire sekunder igen scorede Sävehof på straffekast, og så blev to point til et.

Skuffelsen lyste ud af Fredericia-spillerne, mens svenskerne fejrede det uafgjorte resultat på 29-29 som en sejr.

En enkelt opløftende historie fra kampen var, at den profilerede nyerhvervelse Pelle Segertoft endelig fik debut for Fredericia, efter at han blev skadet lige før sæsonstart.

Svenskeren spillede en god kamp i bagkæden og bidrog med to mål. Han blev ret markant overgået af Mads Kjeldgaard, der blev topscorer med 11 mål.

Det uafgjorte resultat betyder, at Fredericia fik sit første point i European League, hvor der resterer fire kampe.

I Aarhus var der anderledes positive takter fra Skanderborg AGF. Nick Rasmussens mandskab tog en overbevisende sejr på 34-30 over slovenske RD Slovan.

Ved pausefløjt så det ud til, at sejren skulle blive endnu større, end den blev. Den østjyske fusionsklub var foran med otte mål, men lukkede altså slovenerne en smule ind i kampen efter pausen.

Det endte dog med to point, og klubben fører nu sin gruppe efter to sejre ud af to mulige.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT