Verdensetteren knuser Mia Blichfeldt ved French Open
Mia Blichfeldt blev overmatchet med flere niveauer, da hun tabte til verdensetteren i French Open.
Mia Blichfeldt var torsdag oppe mod overmagten i anden runde af French Open.Lodtrækningen havde bestemt, at hun skulle møde den sydkoreanske verdensetter An Se-young, og det blev for stor en mundfuld for den danske badmintonspiller.
Mia Blichfeldt var ikke i nærheden af at yde An Se-young reel modstand, og sydkoreaneren var dermed aldrig i problemer.
Opgøret endte 21-11, 21-8.
An Se-young er i øjeblikket fuldstændig urørlig på badmintontronen. Det beviste hun også i sidste uge i Odense, hvor hun vandt Denmark Open.
Mia Blichfeldt åbnede French Open med en sejr i tre sæt over verdens nummer 24, kinesiske Beiwen Zhang.
Senere torsdag skal flere andre danskere i kamp ved French Open. De to stærke herresingler Anders Antonsen og Viktor Axelsen skal begge i aktion, ligesom herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup også skal det.
/ritzau/