Fæle brølere giver Brøndby let spil i Odense
Brøndby vandt 4-1 over et gavmildt OB-hold i en kamp, der undervejs blev afbrudt af kasteskyts fra tribunen.
Brøndby IF holder snor i Superligaens topduo efter en overbevisende og overraskende smertefri 4-1-sejr på udebane over OB mandag aften.Et gavmildt OB-hold gravede sin egen grav med hårrejsende forsvarsfejl, som gæsterne udnyttede med sublime afslutninger og stor effektivitet.
Trods den klare sejr og tre værdifulde point var det ikke en perfekt aften for Brøndby, der et kvarter før tid fik anfører Daniel Wass smidt ud for en hovedløs forseelse.
Klubben står formentlig også til endnu en tilskuerstraf, efter at tilrejsende fans i begyndelsen af anden halvleg kylede tennisbolde og andet kasteskyts på banen.
Dommer Frederik Svendsen afbrød kampen og sendte spillerne ud i spillertunnelen, mens Wass og Sean Klaiber forsøgte at kalde tilhængerne til orden.
Efter nogle minutter blev kampen genoptaget uden yderligere narrestreger. På det tidspunkt var Brøndby på sikker kurs mod sejren med en tremålsføring i ryggen.
Første scoring faldt efter 17 minutter, da Noah Nartey fandt Benjamin Tahirovic med en smart aflevering. Bosnieren tæmmede bolden, kiggede op og udplacerede iskoldt OB-målmand Viljar Myhra til karrierens første superligamål.
Problemerne var dog kun lige begyndt for OB'erne og især stopperen Yaya Bojang.
Gambieren havde en sort aften og forærede Brøndby 2-0-målet efter en halv time. Helt upresset spillede han bolden lige ind i fødderne på en helt fri Nicolai Vallys, der scorede uden problemer.
Det var også Bojang, der i slutningen af halvlegen mistede bolden på egen halvdel og banede vejen for gæsternes tredje scoring. Det stod Marko Divkovic for med et præcist skud fra 20 meters afstand.
Publikum peb hjemmeholdet til pause, og ganske usædvanligt samlede OB-træner Alexander Zorniger sine spillere til peptalk på selve banen, inden de fik lov til at luske i omklædningsrummet.
Selv om cifrene var overbevisende, spillede Brøndby en kamp på det jævne. Især efter pausen manglede der flow i gæsternes spil.
Alligevel havde holdet ikke de store problemer med at forsvare forspringet. Heller ikke efter at Wass med en kropstackling havde jævnet Fiete Arp med jorden og var blevet sendt i bad.
Inden de desillusionerede fynboer fik mobiliseret en slutspurt, afgjorde netop indskiftede Filip Bundgaard kampen med et pragtmål.
Han modtog bolden lidt inde på OB's banehalvdel, opdagede at Myhra stod langt ude i feltet og sendte bolden i blød bue over den strandede målmand.
James Gomez reducerede til 1-4 langt inde i overtiden. Men scoringen kunne selvfølgelig ikke redde fynboernes humør.
Efter 14 minutters tillægstid fløjtede Svendsen kampen af, og efter en begivenhedsrig aften kan Brøndby glæde sig over at reducere afstanden til FC Midtjylland på andenpladsen til tre point. Førende AGF er yderligere to point væk.
/ritzau/
