Tottenham-dansker bugner af selvtillid efter genstart
Olivia Holdt giver ny træner og en mere central rolle dele af æren for sin opblomstring i Tottenham.
Med fire mål og en assist i syv kampe har Olivia Holdt fået en flyvende sæsonstart i storklubben Tottenham.En stor del af æren skal gå til den nyankomne manager Martin Ho.
- Jeg nyder sindssygt meget at spille fodbold lige nu og har masser af selvtillid. Vores nye træner har vist mig enormt stor tillid, og det betyder utroligt meget for mig som offensivspiller.
- Sidste sæson kunne ikke have været ret meget værre, men efter vi har fået nye øjne på tingene, har det indtil videre været en rigtig god start på sæsonen, siger landsholdsspilleren.
Den alsidige offensivspiller er på klubholdet blevet placeret som venstre kant med licens til at trække ind i banen eller som 10'er bag en enlig angriber.
- Jeg ser mig selv mest som 10'er. Det er centralt, jeg føler mig mest fri og bedst i stand til at hjælpe holdet, fordi jeg er meget mere med i spillet, end når jeg ligger bredt. Jeg er bedst, når jeg spiller på mit instinkt, siger Holdt.
Den 24-årige midtjyde skiftede sidste vinter svenske Rosengård ud med Tottenham og Women's Super League, som er den formentligt mest konkurrencedygtige liga i verden.
En mindre skade lagde en dæmper på den første periode, men efterhånden har hun bidt sig fast og vænnet sig til nye og større forhold.
- En hel preseason i sommer gjorde gode ting for mig, men overordnet set har det været et fedt skifte. Det hele er lidt mere professionelt, og man kan godt mærke, at der står en stor Premier League-klub bag.
I øjeblikket træner Holdt og holdkammeraterne på samme anlæg som klubbens bedste herrehold, mens klubben forsøger at etablere nye forhold for kvinderne andetsteds.
Hun er dog endnu ikke rendt ind i Thomas Frank, og i det hele taget er der begrænsninger for kvinderne.
- Vi træner på samme område, men har ikke rigtig noget med herrerne at gøre. Vi kan bruge pool og træningslokalerne en gang imellem, men det er mest, når man er skadet.
Fredag spillede Holdt 12 minutter plus tillægstid som indhopper i landsholdets 6-1-sejr over Finland i Tampere, og hun medgiver, at hun trods flyvende form langtfra er selvskrevet til pladsen som 10'er på det danske landshold.
- Det er svært at skælde træneren ud, når man spiller den plads, som Pernille Harder ofte spiller. Men der er andre pladser, og jeg rykker gerne ud af position for at spille ved siden af hende. Det kunne være meget godt, tror jeg.
Parken danner tirsdag aften ramme om returkampen mod Finland, og det bliver Holdts første mulighed for at betræde nationalarenaens grønsvær.
- Jeg glæder mig sindssygt meget og har masser af familie, der kommer. For at være ærlig var det ikke en drøm for mig, da jeg var mindre. Jeg er FC Midtjylland-fan, så det var ikke noget, der fyldte for mig.
- Men efterhånden som jeg er blevet ældre og har set landsholdet spille der (mod Brasilien i 2022, red.), har det fyldt mere, og jeg er meget glad for muligheden for at spille der foran forhåbentlig mange fans, siger Holdt.
Danmark og Finland dyster tirsdag fra klokken 18.00 i Parken.
/ritzau/
