Wolfsburg-back glider ud af dansk landsholdstrup med skade

18. MAR 2025 • 17:36SPORT

Mads Roerslev har forladt landsholdslejren på grund af en skade. Han erstattes af Victor Nelsson.

Kort inde i samlingen frem mod kampene i Nations League mod Portugal er landstræner Brian Riemer blevet tvunget til at foretage en udskiftning.

Højrebacken Mads Roerslev, der til daglig spiller for Wolfsburg, udgår med en skade og erstattes af midtstopperen Victor Nelsson fra AS Roma.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) i et opslag på det sociale medie X.

25-årige Roerslev fik sin debut på A-landsholdet i en kamp mod Serbien i efteråret. Han har tidligere haft Riemer som assistenttræner i Brentford og kender derfor landstræneren bedre end de fleste.

Ud over Roerslev må Riemer undvære Benficas højreback Alexander Bah, der er langtidsskadet.

Victor Nelsson har længe været en fast del af det danske landshold og var også med i den seneste samling i november.

Men forsvarsspilleren har ikke set meget til banen, siden han i januar skiftede fra Galatasaray til Roma på en lejeaftale.

Blot tre gange har han været i aktion i Serie A, mens det er blevet til en enkelt optræden i den italienske pokalturnering.

Danmark møder torsdag Portugal i den første af to Nations League-kvartfinaler, mens returopgøret spilles på søndag i Lissabon.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT