Sønderjysk eliteparaply er åben for at sælge de sidste klubber

17. MAR 2025 • 14:25SPORT

Hvis de rette købere er der, kan Sønderjyske Ishockey og Sønderjyske Kvindehåndbold blive solgt.

Engang var der både herrefodbold, kvindefodbold, herrehåndbold, kvindehåndbold og herreishockey under Sønderjysk Elitesports lyseblå paraply.

Men den paraply er med årene blevet mindre og mindre, og det er slet ikke utænkeligt, at den helt ophører med at eksistere.

Kvindefodbolden forsvandt allerede i 2009, og i 2022 og 2024 blev henholdsvis herrefodbold og herrehåndbold solgt fra.

Nu kan Sønderjyske Kvindehåndbold og Sønderjyske Ishockey være på vej i samme retning ud af fællesskabet, som har eksisteret siden 2004.

De to selskaber kæmper med økonomien, og ifølge mediet Der Nordschleswiger arbejder de på at finde hver deres investorer, der skal overtage selskaberne og drive klubberne videre hver for sig.

I ishockeyklubben annoncerede man så sent som i januar, at man var på vej med en løsning, men knap to måneder senere er der endnu intet nyt om nye pengemænd.

Den del vil Claus Guldager, mangeårig formand i Sønderjysk Elitesport, ikke kommentere konkret på. Men han er åben for andre konstruktioner end den nuværende.

- Hvis du spørger, om vi er villige til at sælge ishockeyselskabet, hvis de rigtige købere melder sig, så kan jeg fortælle dig, at det er vi ikke afvisende overfor. Hvis det kan bevirke, at ishockeyselskabets fremtid kan sikres, så lyder det da spændende, siger han og fortæller, at det samme gælder håndboldklubben.

- Det gør det principielt. Jeg sidder ikke og sætter et til salg-skilt på, men skulle der være nogen interesserede, vil vi da gerne snakke med dem.

- Men det er ikke sådan, at vi selv har sat en annonce i avisen om, at de to selskaber er til salg. Og det er i øvrigt heller ikke ligegyldigt, hvem der henvender sig, siger Claus Guldager.

Spekulationerne om frasalg og en de facto opløsning af Sønderjysk Elitesport har taget fart, efter at de to tilbageværende klubber i fællesskabet for nylig har givet store underskud.

Den sønderjyske sammenslutning så dagens lys i 2004 som en overbygning, der skulle skabe blandt andet administrations- og sponsormæssig synergi mellem fem sønderjyske eliteklubber, som alle kom til at hedde Sønderjyske.

Men det tyder altså på, at en sammenslutning ganske enkelt ikke længere er den rette model for at drive elitesport i Sønderjylland.

- Udviklingen har vist, at der i højere grad, end man har troet, har været behov for helt lokal forankring, siger Claus Guldager.

Han er ikke desto mindre stolt af den betydning, som Sønderjysk Elite har haft for den professionelle idræt i Sønderjylland.

- Det har haft en kæmpe betydning og har det stadigvæk. Og så har det selvfølgelig en værdi for ens selvforståelse, at man har nogle elitesportsgrene, man kan møde op til og læse om i avisen.

- Det ved jeg, at sønderjyder gør, og jeg ved også, at mange erhvervsfolk er glade for at mødes på de bonede gulve rundt om i regionen og spørge hinanden: "Nå, hvordan gik det så i weekenden?" Det betyder helt sikkert noget, siger Claus Guldager.

Både fodboldklubben og herrehåndboldklubben har da også holdt fast i navnet Sønderjyske i stedet for at gå tilbage til bynavne som Haderslev og Sønderborg. Og logoet på brystet er også fortsat det samme.

Rettighederne til både navn og logo ligger lige nu i Sønderjysk Elitesport, men vil i fremtiden efter alt at dømme komme til at ligge i Fonden Til Fremme af Elitesport og Kultur I Sønderjylland, der i dag ejer Sønderjysk Elitesport.

Hvis klubberne fortsat ønsker at gøre brug af navn og logo, kan de få lov til det ved at betale et symbolsk beløb til fonden.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT