Ehlers får fætter og NHL-kollega som makkere i OL-premiere

11. FEB 2026 • 16:39SPORT

Nikolaj Ehlers og Oliver Bjorkstrand spiller sammen med Alexander True i OL-premieren mod Tyskland.

Danmarks to flittigste målskytter i NHL kommer til at spille i kæde sammen, når landsholdet tager hul på vinter-OL mod Tyskland torsdag aften.

Landstræner Mikael Gath har sat Nikolaj Ehlers og Oliver Bjorkstrand på de to wingpladser i en af de fire kæder med Ehlers' fætter Alexander True som center.

Ehlers har foreløbig sendt pucken i nettet 14 gange for Carolina Hurricanes i denne sæson, mens Bjorkstrand står bag ti fuldtræffere for Tampa Bay Lightning.

Nogen egentlig førstekæde vil Gath dog ikke tale om. Han slår fast, at han har forsøgt at fordele holdets kvaliteter ud på alle fire kæder.

- Vi har selvfølgelig været nødt til at stille holdet lidt anderledes op, efter at Jonas Røndbjerg er blevet skadet, men har alligevel fundet frem til fire stærke kæder med potentiale til at gøre skade på alle hold, siger landstræneren.

En af kæderne består af tre forwards, der alle har rødder i Frederikshavn. Her kommer Oscar Fisker Mølgaard ind som midtermand mellem Mikkel Aagaard og Nick Olesen.

Lars Eller får Nicklas Jensen og Joachim Blichfeld som kædekolleger, mens fjerdekæden med Christian Wejse, Patrick Russell og Frederik Storm må indstille sig på en masse defensivt arbejde.

Det har de alle prøvet før. Men især Russell må omstille sig fra sin offensive klubrolle i Kölner Haie, hvor han har gang i en stor sæson og er nummer tre på topscorerlisten i Tyskland.

- Både Russell og Wejse får store roller i både overtal og undertal, lyder det fra Mikael Gath.

Dermed er der i første omgang ikke fundet fast plads i kæderne til de to Herning-spillere Mathias Bau og Morten Poulsen. En af dem kan dog få spilletid mod tyskerne, hvis landstræneren vælger at spille med 13 forwards.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT