OL-håb sætter hjernen på overarbejde i de små detaljers sport

Skeletonkøreren Rasmus Vestergård Johansen ligger stille på slæden, men oppe i hovedet går det vildt for sig.

Først får vovehalsene fart i fødderne, så hopper de op på deres slæde og flyver ned ad isbanen med hovedet først og 130 kilometer i timen. Derudover sker der tilsyneladende ikke det store, inden de når i mål et lille minut senere.

Men intet kunne være mere forkert, fastslår Rasmus Vestergård Johansen, der torsdag tager hul på OL som den første danske skeletonkører nogensinde.

Først og fremmest er risikoen for alvorlige ulykker ganske lille, selv om kombinationen af stenhård is og rasende fart for udenforstående kan virke voldsom.

- Jeg håber at afmystificere det en lille smule. Det er selvfølgelig forbundet med en vis risiko, men du kan ikke køre ind i noget.

- Du kan godt ramme noget parallelt med de jernører, der sidder på slæden, og nogle gange kan det være huden, der rammer. Men det enkle svar er, at det slet ikke er så farligt, som mange folk tror, siger Rasmus Vestergård Johansen.

Selv er han kun røget af slæden ganske få gange i de godt otte år, han har dyrket sporten.

- Man kan godt falde om på ryggen, hvis man kører for langt op i en kurve. Det kan tælles på én hånd, de gange det er sket for mig.

- Hvis man kommer igennem de første to år, bliver det hele tiden mindre smertefuldt og mere sjovt, siger han.

Skeleton er de helt små detaljers sport, og det er ofte kun få tiendedele eller endda hundreddele af et sekund, der adskiller de bedste.

For tv-seere kan det være svært at se forskel på kørernes præstationer, fordi det i bund og grund handler om at ligge stille og gøre sig så aerodynamisk som muligt.

Men hemmeligheden er at ramme ideallinjen rundt i kurverne. Og ikke bare kroppen, men også hjernen er på overarbejde, mens det står på.

- De første par gange kendte jeg ikke banerne og håbede bare det bedste. Men det kan man ikke, hvis det skal gå hurtigt. Når jeg kører op ad en væg, så skal jeg gerne vide, hvad der kommer lige rundt om hjørnet.

- Afhængig af, hvordan den næste kurve ser ud, ved jeg, om jeg skal køre tidligt eller sent ind i kurven for at få ideallinjen.

- De kombinationer skal man hele tiden huske. Det er derfor, det er svært at se på tv. Det meste foregår oppe i hovedet, siger Rasmus Vestergård Johansen.

Uden for sæsonen arbejder han og lillesøster Nanna med en såkaldt hjernetræner, der skal hjælpe hjernen med at holde styr på alle detaljer under hårdt pres og med høj puls.

Det, der ikke foregår i hovedet, lyder nærmest som en remse, mange børn lærer i skolen. At kontrollere slæden afhænger nemlig primært af hoved, skulder, knæ og tå.

Hovedet skal helst være så tæt på isen som muligt. Og jo bedre kørerne er, jo mere roligt ligger de.

- Med vægtforskydninger kan vi styre slæden derhen, hvor vi gerne vil. Mange tror, at vi bare slår et kors over brystet og håber det bedste. Men sandheden er en helt anden.

- Når man ser de bedste i verden, er det ekstremt svært at se, hvad vi laver, fordi vi laver så lidt som muligt. Vi forsøger at bryde vinden så lidt som muligt. Det ligner lidt et videospil, hvor alle gør det samme.

- Forskellen er, hvor de enkelte atleter lægger linjen. Og en gang imellem er der en, der sætter en fod eller et knæ ned et sted, som gør, at det ikke ser så aerodynamisk ud, siger Rasmus Vestergård Johansen.

Torsdag kører han sine to første gennemløb ved OL. Dagen efter følger endnu en tur ned gennem iskanalen, og derefter regner man tiderne sammen.

De 20 bedste går videre til den fjerde gennemkørsel, hvor der er medaljer på spil.

/ritzau/