Ishockeymænd gør klar til fysisk krig på Milanos mikrobaner

11. FEB 2026 • 13:09SPORT

Kampene ved OL foregår på historisk små baner, og spillerne forbereder sig på højere tempo og flere nærkampe.

De ishockeyfans, der er vant til at se det danske landshold ved VM, kan se frem til en ganske anderledes oplevelse, når holdet torsdag tager hul på OL i Milano.

Kampene foregår nemlig på en historisk lille isflade, og der er lagt op til fysisk fight, flere nærkampe og mindre struktureret spil end normalt.

- Sædvanligvis forsøger vi i så vidt omfang som muligt at være et spillende hold. Det kommer vi til at ændre lidt på.

- Det kan nok virke lidt mere primitivt, men det er faktisk sværere og kræver endnu mere tankevirksomhed af spillerne at finde løsninger på de små baner, siger landstræner Mikael Gath.

OL-turneringen er for første gang siden 2014 med deltagelse af spillere fra den nordamerikanske topliga NHL.

Det er en del af aftalen mellem NHL og Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF), at OL skal spilles på små NHL-baner, som er fire meter smallere end dem, der bruges i Europa og til VM.

Ved en fejl er banerne i de to haller i Milano også blevet knap en meter kortere, end NHL's standardmål, så spillerne får endnu mindre plads at spille på.

- Det er vanvittig vigtigt at have en hurtig hjerne. Du skal kunne tage en lynhurtig beslutning, for du får ikke de rolige zoner, hvor der er rum at boltre sig på. De findes ikke, og det kommer til at gå stærkt, siger landsholdets general manager, Morten Green.

Han hæfter sig ved, at selv om Danmark ved OL kun stiller med seks spillere med dagligt arbejde på de små baner i Nordamerika, har mange af de øvrige tidligere i karrieren spillet i USA eller Canada.

- Jeg vil ikke sige, at de er vant til det, for det er for nogles vedkommende længe siden. Men jeg håber, at det betyder, de hurtigere finder ind i det spil, der er brug for, siger Green.

At det kræver en vis omstilling at spille på mindre baner, har Oscar Fisker Mølgaard oplevet på egen krop i denne sæson, hvor han er flyttet fra Sverige til Nordamerika.

Den puckglade playmaker har måttet gå på kompromis med nogle af de ting, han har vænnet sig til i sine år i svensk ishockey, hvor spillet er meget mere systematiseret og baseret på afleveringer mellem spillerne.

- Den største forskel er, at jeg ikke får så meget tid med pucken. Jeg kan jo godt lide at have lidt plads. I Sverige ville jeg gerne holde fast i pucken og spille den bagud nogle gange.

- Nu får jeg konstant at vide, at det skal jeg ikke. Det handler om at sende den ned bag modstanderne og sætte deres backer under pres. Det virker jo supergodt derovre, så jeg kan godt forstå, at de gør det, men der var nogle rutiner, jeg skulle have ud af mit spil, siger Oscar Fisker Mølgaard.

Han forbereder sig på masser af nærkampe, når pucken bliver kastet til OL-premieren mod tyskerne torsdag aften.

- Spillet bliver meget mere fysisk, fordi vi er så tætte på hinanden, som vi er. Det skal vi lige omstille os på, for der er en del på holdet, der ikke er så vant til det, siger Oscar Fisker Mølgaard.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT