OL-medaljevinder undskylder for utroskabskommentar
OL-medaljevinderen Sturla Holm Lægreids ekskæreste har svært ved at tilgive ham efter utroskab.
Sturla Holm Lægreid, der tirsdag vandt OL-bronze i skiskydning i mændenes individuelle konkurrence på 20 kilometer, fortryder, at han i et efterfølgende interview fortalte, at han inden legene havde været sin ekskæreste utro.Det siger han onsdag i en udtalelse ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
Interviewet skabte en del overskrifter efter skiskydningskonkurrencen, hvor landsmanden Johan-Olav Botn vandt guld.
- Jeg beklager dybt, at jeg delte denne personlige historie på en dag, der burde have været en fest for norsk skiskydning. Jeg var ikke helt mig selv i øjeblikket og tænkte ikke klart, siger Lægreid.
- Undskyldningen går til Johan-Olav Botn, som fortjente al opmærksomheden efter guldet. Den (undskyldningen, red.) går også til min ekskæreste, som ufrivilligt kom i mediernes søgelys.
Siden tirsdagens indrømmelse har det norske medie VG snakket med ekskæresten, som har svært ved at tilgive Lægreids utroskab, der fandt sted for tre måneder siden.
- Det er svært at tilgive. Selv efter en kærlighedserklæring foran hele verden. Jeg har ikke selv valgt at blive sat i den her position, og det gør ondt at stå i det. Vi har haft kontakt, og han ved godt, hvad jeg mener om det, skriver hun til VG.
Det norske medie har valgt at holde ekskæresten anonym efter hendes eget ønske.
Det var over for norsk tv, at Lægreid gav det opsigtsvækkende interview.
- Der er en, som måske ikke ser med, som jeg gerne ville dele dette med. For et halvt år siden mødte jeg mit livs kærlighed, verdens smukkeste og fineste person.
- Og for tre måneder siden begik jeg min største fejltagelse og var hende utro. Det fortalte jeg for en uge siden. Det har været de værste uger i mit liv, lød det fra Sturla Holm Lægreid ifølge NTB til NRK.
/ritzau/
