Brian Riemer ser Thomas Frank tilbage i storklub om et år

11. FEB 2026 • 14:38SPORT

Thomas Frank skal have tid til at sunde sig og finde det rigtige sted at tage hen, mener landstræneren.

Den danske landstræner, Brian Riemer, er sikker på, at Thomas Frank vil finde tilbage til en af verdens stærkeste ligaer efter fyringen i Tottenham.

- Der er ingen tvivl om, at vi ser ham i en storklub igen inden for et år, hvor han starter et nyt projekt.

Indtil onsdag formiddag hed projektet Tottenham. Her blev Thomas Frank efter otte måneder fyret af klubben, der aktuelt indtager 16.-pladsen i den bedste engelske række.

Ifølge landstræneren har presset været stort på Thomas Frank, som nu skal bruge tid på at trække vejret og finde den rigtige næste destination.

- Nu skal han og familien finde ud af, hvor lang tid han skal bruge på at sunde sig, for det pres, han har været igennem, slider på en, siger landstræneren, som spår, at der går et halvt til et helt år.

Brian Riemer og Thomas Frank arbejdede sammen i Brentford, hvor Riemer var assistent for Frank.

Ifølge landstræneren var det en fortjent mulighed, som dukkede op hos Thomas Frank, da Tottenham rakte ud efter den 52-årige træner. Han ærgrer sig over, at Tottenham ikke udviste større tålmodighed med danskeren.

- Det ærgrer mig på hans vegne, at man ikke havde mere tro på, at det kunne vendes, så han kunne bygge noget stort op.

Han mener, at vilkårene i topfodbold ofte gør det vanskeligt at skabe langsigtede projekter.

- Vi trænere anerkender præmissen, men det betyder ikke, at vi synes, den er rigtig. Hvis tidsintervallet er seks til otte måneder for at få lov til at lykkes, er projektet næsten dødfødt fra starten, siger Brian Riemer.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT