Spansk stjerne er frustreret over skidt start ved Masters

10. APR 2026 • 07:43SPORT

Ingen af de ti spillere fra LIV Golf er under par efter førstedagen ved golfmajoren Masters.

Ti spillere fra den omdiskuterede LIV Golf-tour, der er finansieret af Saudi-Arabiens nationale investeringsfond (PIF), er i feltet ved Masters på Augusta i USA, hvor årets første golfmajor bliver afviklet.

Ingen af dem er dog under par efter de første 18 huller.

Særligt skidt ser det ud for LIV Golfs nok største stjerne og forsvarende mester, spanske Jon Rahm.

2023-vinderen af Masters producerede ingen birdies og gik seks slag over banens par torsdag.

- Det er en svær bane. Nogle spillere har måske lavet respektable runder, men når man ikke føler sit sving overhovedet, er det bare ikke nogen nem bane, siger Rahm ifølge Reuters.

På 13. hul sendte Rahm sit andet slag ind i et område med buske og fandt aldrig sin bold igen, hvilket resulterede i et drop og en dobbeltbogey.

- At lave en fejl som den i en situation, hvor der var udsigt til en birdie, er et stort problem. Det er nok det, jeg er mest træt af i runden.

Seks slag over par placerer ham langt nede i feltet som en delt nummer 73 med blandt andre danske Rasmus Højgaard.

Rahm har tidligere fået en skidt start ved Masters og alligevel klaret sig godt.

- Det er sket et par gange. Men det er træls at være i denne position og have brug for en gigantisk præstation i de næste par dage for måske at have en mulighed for at snuse til sejren. Det er bare frustrerende, siger Rahm.

Ved Masters klarer kun top-50 af de 91 spillere cuttet og kommer med videre til weekendens runder, og aktuelt kræver det en score på tre slag over par eller bedre.

Alle de tre danske spillere i feltet skal forbedre deres positioner for at komme med videre.

Nicolai Højgaard, Rasmus Neergaard og Rasmus Højgaard er således henholdsvis fire, fem og seks slag over par før fredagens runde.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT