Khamenei til iranerne: Jeres stemmer kan påvirke forhandling
Mojtaba Khamenei opfordrer iranere til at gå på gaden før fredsforhandling mellem Iran og USA.
Iranere kan påvirke de kommende fredsforhandlinger mellem Iran og USA ved at gå på gaden og udtrykke deres holdninger.Sådan lyder meldingen fra Irans øverste leder, Mojtaba Khamenei, i en skriftlig udtalelse, der torsdag blev læst op på iransk stats-tv. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Jeres stemmer på offentlige pladser har uden tvivl indflydelse på udfaldet af forhandlingerne, siger Khamenei i udtalelsen.
Det er første gang, at Irans øverste leder udtaler sig, efter at USA og Iran natten til onsdag indgik en midlertidig våbenhvile.
Delegationer fra Iran og USA er fredag indkaldt til forhandlinger i Pakistans hovedstad, Islamabad, for at drøfte en afslutning på krigen, som USA og Israel indledte den 28. februar.
På krigens første dag blev Mojtaba Khameneis far, ayatollah Ali Khamenei, dræbt under et angreb i Irans hovedstad, Teheran.
En uge senere blev 56-årige Mojtaba Khamenei udpeget til overtage posten som landets øverste leder efter sin far.
Torsdag var det 40 dage siden, at ayatollahen blev dræbt, hvilket blev markeret med optog i Teheran.
Mojtaba Khamenei har endnu ikke vist sig offentligt siden udnævnelsen den 8. marts. Han er i stedet kommet med udtalelser, der er blevet læst op på iransk stats-tv.
I torsdagens udtalelse siger Khamenei, at Iran aldrig har haft et ønske om krig.
- Vi gik ikke efter krig, og vi ønsker den ikke, siger han i udtalelsen.
- Men vi vil under ingen omstændigheder opgive vores legitime rettigheder, og i den forbindelse betragter vi hele modstandsfronten som én samlet helhed, lyder det videre.
Ifølge AFP henviser Mojtaba Khamenei til Hizbollah-militsen, der er i krig med Israel i Libanon. Hizbollah er allieret med det iranske styre.
Både onsdag og torsdag har Israel udført angreb i Libanon målrettet Hizbollah.
/ritzau/
