Lokal helt slår til i dramatisk finale i Baskerlandet
I en vild finale, hvor flere ryttere rakte ud efter sejren, var Alex Aranburu stærkest i Baskerlandet Rundt.
Den baskiske cykelrytter Alex Aranburu skabte stor glæde på hjemlige landeveje, da han torsdag vandt 4. etape i Baskerlandet Rundt.I en spændende finale var Cofidis-rytteren stærkere end norske Tobias Halland Johannessen (Uno-X), som blev toer på den sidste stigning. Nordmanden endte med at være fire sekunder efter etapevinderen.
Alex Aranburu fik i finalen hjælp af landsmanden og holdkammeraten Ion Izagirre, som forsøgte at komme alene til mål.
Det betød, at Tobias Halland Johannessen skulle bruge kræfter tidligt i finalen, mens Alex Aranburu kunne sætte sig i hjulet på nordmanden.
På de sidste meter havde Alex Aranburu ingen problemer med at suse forbi Tobias Halland Johannessen, der ikke havde flere kræfter i benene.
I den samlede stilling udbyggede Paul Seixas (Decathlon) føringen. Den 19-årige franskmand var tæt på at være med i kampen om etapesejren, men han kom ikke helt op til de forreste på den sidste stigning.
I stedet endte Paul Seixas på ottendepladsen 14 sekunder efter etapevinderen.
Primoz Roglic (Red Bull) mistede tid på etapen, og han er nu 2 minutter og 19 sekunder efter Paul Seixas i den samlede stilling.
Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) faldt ned fra fjerde- til femtepladsen i den samlede stilling, da Ion Izagirre overhalede danskeren, som nu har 2 minutter og 34 sekunder op til Paul Seixas.
Det er stadig muligt for Skjelmose at blande sig i kampen om podieplaceringer på fredagens yderst kuperede etape.
Løbets sjette og sidste etape, der også er kuperet, køres lørdag.
/ritzau/
