Dødsvold blandt chimpanser i Uganda forbavser forskere

10. APR 2026 • 05:12UDLAND

Siden 1995 har forskere i Uganda fulgt chimpansesamfund, der har delt sig. Den ene fløj angriber nu den anden.

En gruppe chimpanser levede i flere år i fred og fordragelighed med hinanden i nationalparken Kibale National Park i Uganda.

Men da gruppen voksede sig større, delte chimpanserne sig i to lejre, der begyndte at slå hinanden ihjel.

Det viser et amerikansk forskningsstudie, der torsdag blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science.

Forskerne har fulgt chimpanserne i Ngogo-gruppen siden 1995. Bestanden voksede til omkring 200, inden chimpanserne efter nogle sammenstød mellem gruppens hanner i 2018 splittede sig i to fløje.

Den ene fløj begyndte at udføre koordinerede angreb mod den anden. Hanner og unger var mål for angreb, der indtil nu har kostet 28 chimpanser livet.

John Mitani, der er primatolog og professor emeritus ved University of Michigan og medforfatter til studiet, undrer sig over, hvorfor chimpanserne pludselig vendte sig mod hinanden.

- Det er svært for mig at forstå, at gårsdagens ven blev til dagens fjende. Hannerne i de to grupper voksede op sammen, kendte hinanden hele deres liv og arbejdede sammen til fælles fordel.

- Så hvorfor blev de splittet? Måske blev de ofre for deres egen succes, da gruppen voksede til en utåleligt stor størrelse, siger John Mitani.

Hovedforfatter til studiet, Aaron Sandel, der også er primatolog, fortæller, at de dødelige angreb er blevet udført med bid, spark og slag. Oftest udført af hanner, men nogle gange deltager hunnerne også.

Tidligere forskning har vist, at chimpanser kan finde på at angribe og dræbe fremmede chimpanser fra andre grupper.

Kun én gang har en forskergruppe fundet eksempler på et chimpansesamfund, der havde delt sig i to lejre, hvor den ene begyndte at dræbe medlemmer fra den anden lejr.

Det var tilbage i 1970'erne blandt en gruppe chimpanser i Tanzania.

Chimpanserne i Tanzania blev regelmæssigt fodret, hvilket ændrede deres naturlige adfærd, skriver forskerne i det nye studie. Derudover blev chimpanserne dengang kun observeret ved fodringsstedet.

Chimpansen er sammen med bonoboen, der også er en abe, menneskets tætteste evolutionære slægtning.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT