Xi Jinping: Begge sider af Taiwanstrædet er kinesiske
I en tid, hvor Kina har øget det militære pres på Taiwan, siger Xi Jinping, at Taiwan er kinesisk.
Folk på begge sider af Taiwanstrædet, der ligger mellem Taiwan og Kina, er kinesiske.Sådan lyder meldingen fra Kinas præsident, Xi Jinping, under et møde med den taiwanske oppositionsleder, Cheng Li-wun, fredag i Kinas hovedstad, Beijing.
Udtalelsen blev vist live på taiwanske tv-stationer, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Landsmænd på begge sider af strædet er alle kinesere - ét folk og én familie, som ønsker fred, udvikling, udveksling og samarbejde, siger Xi Jinping til Chen Li-wun.
Den kinesiske præsident siger videre, at nutidens verden ikke er 100 procent fredelig, og at fred er dyrebar.
- Det her er vores folks fælles stemme. Lederne af vores to partier mødes i dag for at værne om fred og stabilitet i vores fælles hjemland, for at fremme fredelig udvikling af relationer på tværs af strædet og for at lade fremtidige generationer tage del i en lys og smuk fremtid, lyder det.
Cheng Li-wun er leder af Taiwans største oppositionsparti, KMT. Hun er i Kina på det, som hun har omtalt som en fredsmission.
Hendes formål er, siger hun, at nedbringe spændingerne mellem Taiwan og Kina.
Kina har i længere tid øget det militære pres på øen, som det betragter som en del af sit territorium.
Xi Jinping siger videre, at Kina er villig til at styrke dialogen med politiske partier, herunder KMT, "for at holde fremtiden for relationerne på tværs af strædet fast i det kinesiske folks egne hænder."
Kina nægter at tale med Taiwans præsident, Lai Ching-te, som landet betragter som en separatist.
Lai Ching-te har opfordret oppositionslederen Cheng Li-wun til at bede Kina om at skrue ned for truslerne.
Den taiwanske præsident fastholder desuden, at Kina bør gå i dialog med den demokratisk valgte regering i Taiwan.
Taiwan betragter sig selv som en selvstændig stat. Øen har sin egen valuta og sit eget politiske og retlige system.
/ritzau/
