Holger Rune gør comeback i midten af maj

9. APR 2026 • 12:28SPORT

Holger Rune skal fra 17. maj spille sin første tennisturnering, siden han i oktober rev sin akillessene over.

Holger Rune rev i oktober sidste år sin akillessene over, men nu nærmer den danske tennisstjerne sig et comeback.

Torsdag meddeler den tyske ATP 500-turnering Hamburg Open på sin hjemmeside, at danskeren gør comeback, når turneringen løber af stablen fra 17. maj.

- Det hårde arbejde starter i Hamburg. Jeg kan ikke vente med at være tilbage på grus ved Hamburg Open og endelig opleve atmosfæren på banen igen efter så lang en pause, siger Holger Rune ifølge turneringens hjemmeside.

Holger Rune kom til skade ved Stockholm Open i oktober og forlod i gråd banen i den svenske hovedstad.

Efterfølgende måtte han igennem en operation og har siden genoptrænet i blandt andet Qatar. Og nu kan han altså se lyset for enden af tunnellen.

Holger Rune og folkene omkring ham har hele tiden håbet, at han kunne blive klar til at få i hvert fald en del af grussæsonen med.

Men en overrevet akillessene er ikke til at spøge med, og det har langtfra været sikkert, at den danske tennisstjerne ville komme sig så hurtigt.

Men det er altså lykkedes, og chefen for den tyske grusturnering, hvor Holger Rune gør comeback, ser frem til at byde danskeren velkommen.

- Vi er meget glade for, at Holger Rune gør comeback hos os i Hamburg. Jeg ved, hvor meget arbejde han har lagt i den her intense genoptræningsperiode, og vi er stolte af, at han har valgt Hamburg Open til sit comeback, siger Enric Molina Mur, som er turneringens direktør.

Holger Rune har tidligere nået kvartfinalen Hamburg Open. Det skete i 2024, hvor han blev slået ud af franske Arthur Fils.

Grussæsonen kulminerer ved grand slam-turneringen French Open, som løber af stablen fra 24. maj.

På grund af sin skade er Holger Rune dumpet en smule ned på verdensranglisten. Da han blev skadet, lå han nummer 10. Nu er han nummer 29.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT