Dansk VM-profil hylder målmand: Giver os alle selvtillid

19. JAN 2025 • 13:51SPORT

Emil Nielsens storspil i målet løfter hele det danske hold, fastslår Lasse Andersson.

Hvis man skal udpege én stjerne i det danske kollektiv i det indledende gruppespil ved VM, må det være Emil Nielsen.

Målmanden, der har taget over som landsholdets førstevalg efter Niklas Landin, står med en samlet redningsprocent på 45 og er ubestridt publikumsyndling i Boxen.

Nielsens ro, afslappede facon og mange parader løfter hele holdet, påpeger Lasse Andersson.

- Lige nu er der ikke mange i verden, der kan nå ham. Han står på så højt et niveau, og det hjælper os virkelig meget.

- Han spiller med en stor ro, selvtillid og sikkerhed, og det gør, at vi andre kan spille mere frit i angrebet.

- Det gælder i øvrigt også for Kevin Møller. Vi ved, at vi har så gode målmænd, at vi ikke er presset til at skulle score på hvert eneste angreb, siger Lasse Andersson.

I kampene mod Tunesien og Italien brillerede Emil Nielsen især i første halvleg. Hans mange redninger gjorde, at danskerne hurtigt kom på sejrskurs og reelt havde afgjort kampene ved pausen.

- I forsvaret kan vi dække op med større selvsikkerhed, fordi vi ved, at det er okay, at modstanderne skyder en gang imellem, for vores målmand skal nok tage den.

- Derfor bliver vi ikke forkrampede og føler, at vi skal overgøre tingene. Man kan spille med mere selvtillid og prøve flere ting, forklarer Lasse Andersson.

Det danske landshold holder en helt fri søndag uden træning eller kamp. Spillerne kan gøre, hvad de vil, indtil forberedelserne til første mellemrundekamp begynder mandag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT