TikTok-forbud går ud over tennisstjernes opladning

19. JAN 2025 • 09:52SPORT

Coco Gauff er vant til at være på TikTok før tenniskampe, men er nu blevet udelukket fra det sociale medie.

Tennisstjernen Coco Gauff må finde noget andet at bruge tiden på, når hun ikke er på banen under Australian Open.

Amerikaneren er ligesom 170 millioner landsmænd blevet forhindret i at tilgå det sociale medie TikTok.

Det bruger hun ellers flittigt, hvilket hun kraftigt indikerede, da hun efter sin sejr over Belinda Bencic søndag skrev "RIP, TikTok" (hvil i fred, TikTok, red.) på kameralinsen.

- Jeg troede faktisk, at jeg kunne fortsætte med at bruge det, fordi jeg var i Australien. Det må have noget med mit nummer at gøre. Det må jeg lige tjekke op på, siger hun ifølge Reuters.

TikTok er blevet utilgængeligt for amerikanerne, fordi en ny lov søndag er trådt i kraft i USA. Loven forbyder TikTok i USA, hvis ikke moderselskabet ByteDance, der er grundlagt i Kina, frasælger det sociale medie. Det er indtil videre ikke sket.

Selv om Gauff er i Melbourne for at deltage i grand slam-turneringen, rammer det også verdensranglistens nummer tre.

- Forhåbentlig kommer det tilbage. Det er virkelig trist. Jeg elsker TikTok. Det er et sted, man kan flygte til. Det gør jeg faktisk før kampene.

- Det betyder vel, at jeg bliver nødt til at læse nogle flere bøger og være lidt mere produktiv som menneske. Måske er det i virkeligheden en god ting, siger den 20-årige amerikaner.

Gauff har selv mere end 750.000 følgere på platformen, som hun ikke længere kan lægge videoer ud på.

Når amerikanere forsøger at logge på TikTok, bliver de mødt af en besked, der forklarer situationen.

- Heldigvis har præsident Trump indikeret, at han vil arbejde på at finde en løsning på at få genetableret TikTok, når han får magten, skriver TikTok.

USA's næste præsident, Donald Trump, sagde lørdag til det amerikanske medie NBC News, at han "formentlig" vil forlænge TikToks frist for at undgå et forbud i USA med 90 dage, når han bliver taget i ed mandag.

Hvis ikke ByteDance sælger TikTok, bliver det forbudt for app-udbydere som Apple og Google at lade nye brugere downloade appen i USA.

Den vil heller ikke blive opdateret med nyt indhold.

Det bliver i sig selv ikke ulovligt for folk at have TikTok på telefonen, men udbyderne står til at få store bøder, hvis nye brugere henter appen.

Den amerikanske kongres vedtog loven om et forbud, fordi amerikanske myndigheder og politikere mener, at TikTok kan udgøre en sikkerhedsrisiko.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT