Trump opfordrer til at redde TikTok efter foreløbigt exit fra USA

19. JAN 2025 • 14:49UDLAND

Det sociale medie TikTok har valgt at trække stikket i USA som følge af lov om forbud mod det sociale medie.

USA's kommende præsident, Donald Trump, reagerer søndag på, at det sociale medie TikTok har besluttet foreløbigt at lukke sin tjeneste i landet.

- Red TikTok!, skriver Trump med versaler på det sociale medie Truth Social.

Han har tidligere indikeret, at han støtter TikTok.

Men han har været vag i sine udtalelser, efter at den amerikanske højesteret fredag gav grønt lys til en lov, der ville forbyde det sociale medie i USA, hvis ikke moderselskabet ByteDance havde frasolgt det inden søndag.

Der er foreløbig ingen meldinger om, at et salg er gennemført.

Til gengæld opdateres de amerikanske brugeres TikTok-app ikke med nyt indhold. Brugerne mødes i stedet af en besked, der beskriver situationen.

- En lov, der forbyder TikTok, er blevet indført i USA, lyder det.

- Det betyder desværre, at du ikke kan bruge TikTok lige nu. Heldigvis har præsident Trump indikeret, at han vil arbejde på at finde en løsning på at få genetableret TikTok, når han får magten, står der på tjenesten.

Det bliver i sig selv ikke ulovligt at have TikTok på telefonen, men udbyderne står til at få store bøder, hvis nye brugere henter appen.

Den amerikanske kongres vedtog loven om et forbud, fordi amerikanske myndigheder og politikere mener, at TikTok kan udgøre en sikkerhedsrisiko.

Moderselskabet ByteDance er grundlagt i Kina, og de amerikanske myndigheder frygter, at det kinesiske styre misbruger TikTok til at indsamle amerikanske brugeres personlige data.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT