City-stjerner stråler og gør debutants brøler ubetydelig
Den usbekiske debutant Abdukodir Khusanov fik en forfærdelig begyndelse i sin nye klub, men blev reddet.
Manchester City fik en forfærdelig indledning på lørdagens brag mod Chelsea, men de forsvarende engelske mestre trak sig alligevel sejrrigt ud af Premier League-opgøret.Afgørende blev Erling Haaland, der udnyttede en kæmpe keeperbrøler ved målet til 2-1 og lagde flot op, da Phil Foden scorede kampens sidste mål til 3-1.
Med sejren kravlede Manchester City forbi netop Chelsea i tabellen og er nu oppe på fjerdepladsen i Premier League. Der er dog fortsat 12 point op til Liverpool på førstepladsen.
Og alt var altså ikke rosenrødt for Manchester City
Manager Pep Guardiola gav lyndebut til forsvarstalentet Abdukodir Khusanov, der kom til klubben fra franske Lens for få dage siden. Og det skulle han komme til at fortryde.
Kampens første fire minutter udviklede sig til et regulært mareridt for den 20-årige usbeker.
I tredje minut lavede Khusanov en håbløs tilbagelægning med hovedet, som betød, at Noni Madueke få øjeblikke senere sparkede bolden i et tomt Manchester City-mål.
Og i fjerde minut lavede han en kæmpe pasningsfejl, som betød, at han selv måtte trække i nødbremsen. Det kostede ham et gult kort, og tårerne så ud til at presse sig på hos stortalentet.
Han kom dog efter det og spillede fint, indtil han i anden halvleg blev taget ud.
Khusanov kunne efter sin famlende begyndelse glæde sig over, at Josko Gvardiol bragte balance i regnskabet. Kroaten kom først frem til en løs bold efter en afslutning fra Matheus Nunes og sparkede bolden i mål efter 25 minutter.
Gvardiol drog et lettelsens suk, efter at han havde brændt et par direktører i minutterne forinden.
Da det skulle afgøres efter pausen, blev det nervøst og rodet, og Chelsea-keeper Robert Sánchez var åbenbart den mest nervøse på banen.
Ederson lavede et af sine karakteristiske lange udspark ned bag modstanderens forsvarslinje. Sanchez syntes, at han skulle ud og fange bolden, men havnede i ingenmandsland.
Det straffede Erling Haaland, som efter en nærkamp lagde bolden i en bue hen over keeperen og bragte Manchester City i front.
Få minutter før slutfløjt agerede Haaland oplægger. Den brølstærke nordmand fik bolden omtrent midt på banen og tiltrak sig et par modstandere, inden han fikst lagde den på tværs til Phil Foden, der fik en friløber og scorede.
/ritzau/