Stregspiller før farvelfest: Bare vi kunne blive i Boxen

25. JAN 2025 • 06:45SPORT

Simon Hald ville ønske, at resten af VM også skulle spilles i Boxen foran tusinder af danske fans.

Kampen mod Tjekkiet lørdag aften bliver ikke bare det danske håndboldlandsholds sidste i mellemrunden ved VM. Det bliver også den sidste optræden i Boxen i Herning, inden turneringen fortsætter i Oslo.

Det ærgrer stregspilleren Simon Hald, at holdet nu skal undvære støtten fra næsten 15.000 landsmænd under kampene.

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi gerne ville have fortsat med at spille i Herning. Det har været en fornøjelse, ligesom det var ved VM i 2019.

- Jeg har lutter gode minder fra de gange, jeg har spillet her med landsholdet, og jeg håber, vi kan give publikum en god kamp, inden vi tager til Norge.

- Det har været virkelig fedt med den stemning, der har været, og den opbakning, vi har fået, lyder det fra Aalborg-spilleren.

Det er tredje gang, den store arena ved Herning lægger rammer til en håndboldslutrunde for mænd. Første gang var ved EM i 2014 og senest altså ved VM i 2019.

Ved begge lejligheder blev finalen spillet i Boxen. Men denne gang er det altså Norge, der får æren af at afvikle slutkampene i turneringen.

- Det er bare anderledes at spille en slutrunde på hjemmebane foran så mange mennesker med rød-hvide trøjer på. Det gør noget specielt ved én, siger Simon Hald.

- Jeg synes også, at man har kunnet se, at vi har nydt det. Samspillet med fansene har været rigtig godt, fastslår han.

Kampen mod Tjekkiet begynder klokken 18. Danmark er allerede sikker på at slutte som nummer et i mellemrundegruppen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT