Vejle lejer tidligere topscorer i FCK
German Onugkha vender tilbage til Vejle efter et meget skuffende ophold i FC København.
Angriberen German Onugkha slutter denne sæson, hvor den startede.Han er således udlejet til Vejle Boldklub frem til sommer efter et skuffende ophold i FC København med syv optrædener og nul scoringer.
Det meddelte begge klubber søndag.
- Vi hentede German ind for at styrke konkurrencesituationen i angrebet i et efterår med mange kampe, og som efteråret er skredet frem, har det hierarki ændret sig.
- Sådan er fodbold, at tingene udvikler sig, og i den forbindelse betyder det, at German ikke står forrest i kampen om spilletid. German har fået en god mulighed for at komme retur til Vejle og få mere spilletid, siger FCK's sportsdirektør, Sune Smith-Nielsen.
Onugkha nåede at score tre gange i seks kampe for Vejle i denne sæson, inden han i august blev solgt til FCK.
Dermed ankommer han også som delt ligatopscorer for østjyderne sammen med græske Dimitrios Emmanouilidis
- Denne mulighed gav sig selv. German ville gerne vende retur til Vejle Boldklub. Han har selv gjort meget for, at denne mulighed kunne opstå, og han har været fleksibel.
- Vi har ikke scoret nok mål i denne sæson. Det står klart for alle, og med den nu øgede konkurrencesituation på angriberpositionen får vores cheftræner herved også flere muligheder taktisk, siger Vejles sportschef, Marius Adrian Nicolae, til klubbens hjemmeside.
28-årige German Onugkha scorede i sidste sæson 15 mål for Vejle, og det var nok til at gøre ham til Superliga-topscorer.
/ritzau/