Christensen er et skridt nærmere comeback for Barcelona

24. NOV 2024 • 13:40SPORT

Andreas Christensen, der har været skadet i måneder, er blevet opereret og ser "lyset for enden af tunnelen".

Forsvarsspilleren Andreas Christensen har været ukampdygtig, siden danskerens arbejdsgiver, FC Barcelona, i slutningen af august meddelte, at Christensen døjede med en skade i akillessenen.

Efter længere tids tavshed fortæller danskeren i et interview med den spanske storklub, at han er "begyndt at se lyset for enden af tunnelen".

Siden august har Christensen fokuseret på sin genoptræning væk fra de daglige træninger med Barcelonas førstehold.

Processen skrider fremad, og danskeren har ifølge eget udsagn nået en hjørnesten.

- Vi foretog en lille operation. Den er så lille, at det kan betragtes som oprydning. Det er intet, der vil påvirke min tidsplan, siger Christensen til Barcelonas egen hjemmeside.

Han ønsker ikke at lægge pres på sig selv, men det "går i den rigtige retning".

Barcelona har ikke selv sat en tidshorisont for danskerens comeback.

Næste skridt er, at Christensen skal begynde at føle sig selvsikker og komfortabel i sine bevægelser.

Men der er stadig flere skridt på vejen, og det er ikke nemt, siger Christensen.

Alligevel ser han frem til hver dag, for det betyder, at danskeren er et skridt nærmere at komme tilbage på banen, lyder det.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT