Antonsen er målløs efter historisk triumf i Kina

24. NOV 2024 • 13:11SPORT

Med fem titler i år er Anders Antonsen "målløs" over sine præstationer. Søndag vandt danskeren China Masters.

Det har været nogle vilde uger for Anders Antonsen.

I midten oktober vandt han for anden gang i karrieren Denmark Open, og søndag strøg herresinglen helt til tops i Super 750-turneringen China Masters og skrev dansk badmintonhistorie.

Efter finalesejren i to sæt over Jonatan Christie fra Indonesien mener Antonsen, at 2024 har været det bedste år hidtil i karrieren.

Det fortæller verdenstreeren, der har vundet fem titler i år, til TV 2 Sport.

Antonsen er den første danske vinder nogensinde af China Masters i singlerækkerne.

Efter to succesfulde turneringer fremhæver danskeren sin bror og træner, Kasper Antonsen.

- Vi havde ikke forventet at vinde Denmark Open eller to turneringer i træk, så jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men hvilken træner han åbenbart er, siger Antonsen til mediet.

Samarbejdet mellem brødreparret har kun stået på siden starten af oktober.

Det startede ud med et nederlag i første runde ved Arctic Open i Finland, hvor Antonsen var topseedet.

Men siden har tilværelsen budt på lutter sejre, og resultatet mod Jonatan Christie betyder, at danskeren har vundet sine seneste ti kampe.

Ifølge TV 2 Sport "joker" Antonsen med, at han nu har besluttet sig for at beholde sin bror som træner.

Turneringssejren i Kina betyder, at Antonsen overtager Viktor Axelsens andenplads på verdensranglisten, når den opdateres i den kommende uge.

Lørdag vandt Antonsen i tre sæt over sin landsmand i semifinalen. Han reducerede dermed til 4-6 mod Axelsen i indbyrdes opgør i BWF-regi.

Det var Antonsens' første sejr over Axelsen siden januar 2021.

Antonsen fyrede sin træner Joachim Persson i august. Samarbejdet stoppede brat, da Persson ifølge Antonsen spillede på en kamp, der ikke involverede Antonsen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT