En helt frisk hval er skyllet i land på vestjysk strand

24. NOV 2024 • 14:44INDLAND/KRIMINAL

Det er helt specielt, at en hval, der kun har været død i kort tid, skyller i land, skriver TV Midtvest.

Der er noget helt specielt ved den hval, der er skyllet i land i weekenden på en strand ved Houvig, der ligger i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Hvalen, der er en vågehval, er nemlig død for nylig, og derfor er den helt frisk, skriver TV Midtvest.

Jens Henrik Jakobsen, der er vildtkonsulent ved Naturstyrelsen Vestjylland, oplyser til mediet, at det normalt kun er hvaler, der har været døde i længere tid, der skyller i land.

- Den (hvalen, red.) er lige død, for den er ikke ildelugtende, og det er meget specielt. Vågehvaler opholder sig normalt langt ude, og når de dør derude, så vil de være mere eller mindre opløst og lugte, inden de bliver skyllet ind på land, siger han til TV Midtvest.

Derfor må hvalen være død tæt på land, vurderer Jens Henrik Jacobsen, der har næsten 30 års erfaring.

Han fraråder desuden, at man rører ved hvalen, da den kan være død af en smitsom sygdom.

Den døde vågehval, der blev opdaget i lørdags, er fire meter lang.

Vågehvaler er ifølge hjemmesiden Naturporten den mest almindelige og udbredte bardehval, og der findes omkring en million af dem. De lever både på åbent hav og i kystområder, hvor de færdes i mindre flokke.

Om vinteren bevæger vågehvalerne sig længere mod syd end om sommeren. Derfor kan de forekomme i danske farvande, men de lever ikke fast i Danmark.

Vågehvalen bliver typisk mellem seks en halv og ti meter, og de kan veje op til ti tons.

Det er ikke ualmindeligt, at hvaler skyller i land i Danmark.

I 2022 strandede 250 hvaler på danske kyster, viser en opgørelse fra Fiskeri- og Søfartsmuseet. 244 af dem var allerede døde, inden de skyllede i land.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT