Chelsea henter Girma og slår transferrekord i kvindefodbold

26. JAN 2025 • 15:38SPORT

Chelsea har angiveligt betalt San Diego Wave et beløb svarende til otte millioner kroner for Naomi Girma.

Chelsea har søndag sat ny transferrekord i kvindefodbold.

I amerikanske San Diego Wave har man således hentet den 24-årige forsvarsspiller Naomi Girma.

Det er den amerikanske klub, der på sin hjemmeside hævder, at der er tale om en ny transferrekord. Hverken San Diego eller Chelsea nævner dog noget om prisen.

Ifølge BBC er der tale om en overgangssum på 900.000 pund svarende til omkring otte millioner danske kroner.

Det er knap to millioner kroner mere, end den amerikanske klub FC Bay for et år siden betalte Real Madrid for zambieren Racheal Kundananji.

Chelsea står for flere af verdens dyreste handler i kvindefodbolden. I 2020 gjorde klubben den danske landsholdsstjerne Pernille Harder til dengang verdens dyreste.

Hun skiftede fra tyske Wolfsburg til London-klubben for angiveligt omkring 2,2 millioner kroner og endte med at vinde tre mesterskaber og tre FA Cup-titler, inden hun i 2023 rykkede videre til Bayern München.

Naomi Girma, der har spillet 44 kampe for USA og i sommer var med til at vinde OL, har fået en kontrakt, der gælder til sommeren 2029.

- Naomi er en forsvarsspiller med verdensklasse, der kommer til klubben på højden af sin karriere, siger Chelseas leder af kvindefodbold, Paul Green, til klubbens hjemmeside.

Chelseas dyreste handel hos herrerne i denne sæson var indkøbet af Pedro Neto i Wolverhampton for omkring 450 millioner kroner - eller cirka 56 gange mere end Girma.

I herrefodbold er Neymars skifte fra Barcelona til Paris Saint-Germain i 2017 fortsat den dyreste handel nogensinde.

Brasilianeren skiftede for 200 millioner euro, eller omkring 1,5 milliarder kroner - eller cirka 187 gange mere end Girma-handlen.

Ifølge Transfermarkt har der i denne sæson alene været 15 handler, hvor en klub fra den danske Superliga har købt en spiller for mere end otte millioner kroner.

Dyrest var forsvarsspilleren Gabriel Pereira, som FCK betalte portugisiske Gil Vicente 37,5 millioner kroner for inden eventuelle bonusser.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT