OVERBLIK: Udpegning af ambassadør genstartede Grønland-interesse
Donald Trumps interesse for Grønland blev genstartet 23. december, og den fortsætter med uformindsket styrke.
Da Donald Trump i 2019 under sin første præsidentperiode viste interesse i at købe Grønland, blev det dengang kontant afvist af Danmark.Men over fem år efter er Trumps fokus på Grønland blusset op igen med langt større kraft end i 2019.
Få her et overblik over, hvad Donald Trump har sagt og skrevet om Grønland i 2024 og 2025.
* 23. december 2024 skriver Trump i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, at "for den nationale sikkerheds skyld og for frihed i hele verden føler USA, at ejerskabet og kontrol over Grønland er altafgørende".
Udtalelsen om Grønland kommer i forbindelse med, at Trump udpeger forretningsmanden Ken Howery som sin kommende ambassadør i Danmark.
* 26. december 2024 nævner Trump igen Grønland - denne gang i en julehilsen på Truth Social.
Her henvender han sig direkte til Grønland og grønlænderne.
- Ligeledes til befolkningen i Grønland, som USA har brug for i forhold til national sikkerhed, og som ønsker, at USA er der, og det vil vi være, skriver Trump.
* 7. januar 2025 skriver Trump på Truth Social, at sønnen Donald Trump Jr. rejser til Grønland.
- Grønland er et fantastisk sted, og dets folk kommer til at drage stor fordel af det, hvis og når det bliver en del af vores land. Vi kommer til at værne om det og beskytte det fra en meget ond verden, skriver Trump.
Senere samme dag noterer Trump sig, at sønnen er landet i Grønland, og at han har fået en pæn modtagelse.
- De og den frie verden har brug for sikkerhed, tryghed, styrke og fred. Dette er en aftale, der skal ske, skriver Trump uden at blive konkret om, hvilken aftale han henviser til.
* 7. januar 2025 afholder Trump et pressemøde i Florida, hvor han bliver spurgt om, hvorvidt han vil afvise at gøre brug af militær eller økonomisk tvang i forhold til Panamakanalen såvel som Grønland.
- Nej, jeg kan ikke love noget i forhold til de to, men jeg kan sige dette: Vi har brug for dem for vores økonomiske sikkerhed, siger Trump.
Han siger desuden, at han overvejer at pålægge danske varer en særlig told, hvis ikke Danmark går med til at sælge Grønland til USA.
* 10. januar 2025 sender Trump igen en hilsen til Grønland på Truth Social. Han takker befolkningen for behandlingen af Donald Trump Jr. under besøget.
- Vi ses igen - snart, afslutter Trump sit opslag.
* 15. januar 2025 deler Trump en måling på Truth Social, der hævder, at 68 procent af den grønlandske befolkning ønsker selvstændighed fra Danmark. Kilden angives til at være Københavns Universitet.
Børsen snakker efterfølgende med forskeren bag undersøgelsen, der kalder det "upræcis brug af data". Undersøgelsen er lavet i 2018 og respondenterne bliver spurgt til, om de ønsker selvstændighed "på et tidspunkt i fremtiden" og ikke her og nu.
* 21. januar 2025 bliver Trump igen spurgt til Grønland af en journalist, mens han underskriver dekreter i Det Ovale Værelse, kort efter han er indtrådt som præsident igen.
- Grønland er et fantastisk sted, og vi har brug for det for at sikre international sikkerhed. Jeg er sikker på, at Danmark vil følge trop (come along), siger Trump.
Formanden for Grønlands regering, Múte B. Egede, har løbende afvist Trumps tilnærmelser og slået fast, at Grønlands fremtid besluttes af grønlænderne. Det samme har statsminister Mette Frederiksen (S) sagt med henvisning til Egede.
* 26. januar 2025 bliver Trump på en flyvetur i Air Force One fra Las Vegas til Miami af en CNN-journalist spurgt om, hvorvidt præsidenten vil acceptere, at Danmark afviser et salg af Grønland. Det fremgår af et lydklip bragt af mediet Forbes.
- Jeg tror, at spørgsmålet om Grønland vil blive ordnet med os ("Greenland will be worked out with us").
- Jeg tror, at vi kommer til at få det, fortsætter Trump og tilføjer, at Grønland s lige knap 57.000 beboere "gerne vil være hos os".
Det handler om at "beskytte verdens frihed", gentager Trump. Han henviser til, at der er er kinesiske og russiske skibe der, og at det er en "dårlig situation".
- Det har intet med USA at gøre, ud over at det er os, der kan levere friheden. Det kan de (Danmark, red.) ikke. De placerede to hundeslæder der for to uger siden, og de troede, at det var beskyttelse.
- Og ved I hvad? Folket kan ikke lide den måde, som Danmark har behandlet dem på. Og de kan godt lide os, siger Trump.
Statsminister Mette Frederiksen (S) toner samme dag om aftenen frem på DR og TV 2 for at minde om, at Danmark er en god allieret af USA. Hun nævner, at Danmark har været USA's allierede siden Anden Verdenskrig, og at danske soldater har mistet livet i krige, hvor de har kæmpet sammen med amerikanerne.
Kilde: Ritzau, Børsen.
/ritzau/