Brøndby-assistent bliver cheftræner i Horsens
Efter en årrække som assistenttræner i Brøndby bliver Martin Retov fra næste sæson cheftræner i Horsens.
Martin Retov stopper efter sæsonen som assistenttræner for Brøndby for at blive cheftræner for AC Horsens.Det oplyser klubberne på deres hjemmesider.
Retov har en fortid som spiller i Horsens, hvor han tilbragte de sidste fem år af den aktive karriere.
- Jeg fik et tilbud om at rykke videre på det helt rigtige tidspunkt, og jeg glæder mig til at blive en del af AC Horsens igen, for jeg havde en rigtig god tid i klubben, siger Martin Retov til Horsens' hjemmeside.
Han har en ambition om at føre Horsens fra den næstbedste række op i Superligaen.
- Jeg har været i Brøndby gennem mange år og har haft en fantastisk tid, men nu er det helt rigtige tidspunkt kommet til, at AC Horsens og jeg skal bygge noget spændende op.
- Jeg glæder mig til at stå i spidsen for et AC Horsens-hold, der kan spille med om de sjove pladser, så vi kan komme op i Superligaen og på sigt etablere os i landets bedste række, siger Retov.
Han var aktiv spiller i Brøndby fra 2002 til 2008 - blandt andet under Michael Laudrup - og siden 2016 har han været træner i Brøndby i forskellige roller. Han har blandt andet været midlertidig cheftræner.
- Martin har altid haft fokus på, at man skal være den bedste udgave af sig selv og bidraget til den stærke mentalitet, vi har i klubben, for han forstår, hvad der kræves for at spille for Brøndby IF, siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen til Brøndbys hjemmeside.
- Han har med sine kompetencer som assistenttræner bidraget til både en pokaltitel og et dansk mesterskab, og derudover er Martin som person utrolig vellidt i hele klubben.
Det er dyder, man ser frem til at nyde godt af i Horsens fra den kommende sæson.
- Som tidligere spiller og anfører kender Retov klubben og kulturen, og han har de rette faglige og menneskelige egenskaber til at føre os godt videre de kommende mange år, siger Horsens-direktør Kristian Nielsen.
- Vi er stolte over, at vi er i stand til at tiltrække så stor en profil, for han er en del af et dygtigt trænerteam i Brøndby IF, der som et af de store lokomotiver i dansk fodbold, spiller med om guldet.
/ritzau/