Bayern-træner: Nu begynder halvdelen med titler på spil

10. JAN 2025 • 12:08SPORT

Bundesligaen genoptages i denne weekend, og Bayern München indleder året ude mod Borussia Mönchengladbach.

Bayern München fuldførte den første halvdel af sæsonen med godkendte resultater, men der var også flere bump på vejen.

Nu ser Bayern München-træner Vincent Kompany frem til anden halvdel af sæsonen, der fløjtes i gang lørdag ude mod Borussia Mönchengladbach efter tre ugers vinterpause.

I modsætning til sidste sæson skal der meget gerne hentes sølvtøj hjem til den sydtyske storklub denne gang.

- Nu begynder den anden halvdel, hvor der er titler at vinde. Jeg vil se et hold, der ønsker at blive ved med at blive bedre.

- Vi ønsker at tillade modstanderne færre chancer, og vi vil score endnu flere mål, siger Kompany til fodboldklubbens hjemmeside.

Blandt sæsonens skuffelser var et pokalnederlag til Bayer Leverkusen, der vandt det tyske mesterskab i sidste sæson og også ligner den hårdeste titelkonkurrent i år.

Bayern fører Bundesligaen med fire point ned til Leverkusen, der fredag åbner foråret med en svær udekamp mod Borussia Dortmund.

- Når jeg ser tilbage på den første del af sæsonen, så var vi meget dominerende på banen, men vi tabte også nogle kampe.

- Der er ting, vi kan gøre bedre. Jeg tænker især tilbage på kampen i Barcelona. Reaktionen fra klubben var, som den skulle være. Vi viste den rette karakter i en hård tid for klubben og holdet, siger Kompany.

Bayern München tabte to kampe i Champions League i træk til Aston Villa og Barcelona.

Men efter nederlaget til Barcelona vandt Bayern München syv kampe i træk på tværs af alle turneringer uden at indkassere et eneste mål.

Det er den slags vinderstimer, der giver Kompany håb om succes i denne sæson.

Gladbach bliver dog en drilsk modstander at indlede året med. Det er kun lykkedes Bayern München at vinde 3 ud af de seneste 11 kampe ude mod Gladbach.

Tilbage i 2021 tabte Bayern 0-5 ude til Gladbach og røg ud af pokalen i en af de mere mindeværdige skuffelser.

Gladbachs forsvarsspiller Joe Scally forklarer, at kampene mod Bayern München er noget, alle holdets spillere ser ekstra meget frem til.

- Kampe som dem giver enorm motivation, og det føles som om, at vi ikke har noget at tabe, siger Joe Scally.

Kompany oplyser, at målmanden Manuel Neuer er klar til comeback efter en skade, mens Jamal Musiala misser årets første kamp med sygdom.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT